Kom til virtuelt møde om din lederoverenskomst

Lederforeningen inviterer lederne til virtuelt medlemsmøde 8. juni for alle ledere i landet om de kommende overenskomstforhandlinger. Her kan du møde lederformand Eva Munck Immertreu, give dine input og stille spørgsmål til overenskomstforhandlingerne.
Onlinemøde for ledere om OK24

Der er ingen tvivl om, at der står højere løn med flammeskrift hen over de kommende overenskomstforhandlinger. Men også andre vigtige temaer kalder på handling. Her står ledernes psykiske arbejdsmiljø højt på Lederforeningens prioriteringsliste. 

Men hvad er muligt at få igennem ved forhandlingsbordet?

Det kan du få mere viden om og debattere med dine kolleger landet rundt og med lederformand Eva Munck Immertreu på et ledermedlemsmøde, der holdes online via Teams.

Mødet holdes torsdag 8. juni kl. 9.00-10.00.

Sammen bliver vi klogere

På mødet kan du blive blive klogere på, hvordan ledernes overenskomst forhandles, hvad en overenskomst på lederområdet er og kan, og hvordan Lederforeningen i BUPL spiller ind med krav under forhandlingerne. Du kan stille dine spørgsmål under mødet via chatten, hvor du også kan dele dine kommentarer og komme med dine inputs.

’Jeg håber, at så mange som muligt har tid og lyst til at deltage. Det er vigtigt for mig som formand og for Lederforeningen, at vi i så god tid som muligt bliver skarpe på vores krav og på mulighederne. Så kom med og del dine holdninger med os alle,” lyder opfordringen fra Eva Munck Immertreu.

De pædagogfaglige lederes overenskomst skal forhandles samtidig med pædagogernes – og alle andre offentligt ansattes overenskomster. Forhandlingerne begynder så småt i slutningen af året, spidser til i starten af 2023 og – hvis det går godt – lukker de med et resultat i februar eller marts. De nye overenskomster træder nemlig i kraft 1. april.

Sådan deltager du i mødet

  • Få dage inden mødet modtager alle ledermedlemmer en mail med direkte link til Microsoft Teams. Her skal du blot klikke ind, før mødet starter.

    I samme mail modtager du også de vigtigste tips til, hvordan teknikken fungerer, så du nemt kommer på.

    OBS! Husk også at du som ledermedlem fortsat er velkommen på medlemsmøderne om OK24 i din lokale fagforening. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.