Forsker aktuel med ny bog: Jeg følte børnenes afsavn i vuggestuen
Observationer af samlet 40-45 timers varighed fordelt på næsten lige så mange besøg, der er foretaget igennem et helt år i en enkelt vuggestuegruppe med børn i alderen 6-18 måneder. Det er det empiriske grundlag for den forskning, som Thomas Gitz-Johansen fra Center for Daginstitutionsforskning ved Roskilde Universitet fremlægger i sin nye bog ’Vuggestueliv - Omsorg, følelser og relationer’.
Han har brugt en spædbarnsobservationsmetode, der ifølge forskeren har noget til fælles med pædagogisk omsorgsarbejde.
»Den rolle, jeg har indtaget i vuggestuen, er opmærksom på og lever sig ind i, hvad der foregår indeni børnene. Det samme skal pædagoger gøre for at se og opfylde børnenes behov for alt fra mad til trøst,« siger Thomas Gitz-Johansen.
I sin forskerrolle har han dog hverken skullet lyne flyverdragter eller kramme børn.
»Jeg har forholdt mig observerende, men i alle mine observationer af det følelsesmæssige og det relationelle har jeg ligesom pædagogerne prøvet at nærme mig en forståelse af, hvordan barnet har det indeni lige nu. Hvad er kvaliteten af samspillet med dets omgivelser? Og bliver barnets behov mødt? Og hvordan har de voksne i vuggestuen det?« fortæller han.
Krævende arbejde
I bogen lægger Thomas Gitz-Johansen vægt på at beskrive, hvor stort et følelsesmæssigt omsorgsbehov småbørnene har, og hvordan pædagogerne udøver et både fantastisk og krævende stykke arbejde med at opfylde dem. Hans observationer viser, at vuggestuepersonalet i høj grad lykkes med at møde børnene, lege med dem og skabe skønne, glædelige stunder i samspillet. Men det fremgår også, at nogle af børnene konstant har behov for at blive trøstet, hænge ved pædagogens ben, få kram og blive leget med. Og når institutionen er presset af sygdom, fyringstrusler, besparelser og ringe normering bliver det sværere at opfylde børnenes behov.
»Når de ikke er pressede, gør pædagogerne alt det rigtige. De bemærker og imødekommer børnenes behov for at føle sig trygge, opleve tilknytning og få trøst. Denne følelsesmæssige omsorg er den vigtigste i vuggestuen, og det ved pædagogerne. De kalder det kerneopgaven, men det er som om, at vi som samfund har glemt det. For politisk presser vi normeringerne og stiller krav om dokumentation og opfyldelse af læringsmål helt ned i vuggestuen. Det er som om, at vi i vores iver efter udvikling prøver at fortrænge vores børns basale behov for ro, tid, tryghed og omsorg,« siger Thomas Gitz-Johansen.
Interesse blandt pædagoger
Siden bogen udkom i januar har forskeren reddet på en mediebølge af popularitet. Også på sociale medier blandt pædagoger er budskaberne om den vigtige følelsesmæssige omsorg og det krævende arbejde i vuggestuen blevet flittigt delt, liket og feteret.
Pædagogisk leder i Espersens Børnehus i Thisted, Dorthe Bisgaard, fik tidligt fat på bogen og finder den helt anderledes end den faglitteratur, hun ellers har læst.
»Hans observationer er nærværende og helt tæt på den måde, jeg selv kan komme ind på stuen og opleve samspillet mellem børn og pædagoger,« siger hun og vil købe et par ekstra eksemplarer af bogen til personalestuen.
I Børnehuset Birkemosen i Birkerød har en anden begejstret leder købt bøger til alle sine ansatte i vuggestuen, og pædagogen Rikke Rosendahl er allerede nået til sjette kapitel.
»Det er en bog, man ikke lige kan slippe, fordi forskeren involverer sig meget følelsesmæssigt og beskriver ikke bare de velkendte situationer i vuggestuen. Han beskriver også børnenes og de voksnes følelser og er meget ærlig omkring, hvordan han selv føler i situationerne. Det gør det spændende at læse og let at identificere sig med,« siger hun.
Sprog for omsorg
Pædagogerne oplever, at de i Thomas Gitz-Johansens bog får sat ord på vigtigheden af deres omsorgsarbejde og de pressede rammer til at udøve det. De håber, at andre uden for vuggestuernes vægge vil læse med.
Også Thomas Gitz-Johansen ønsker, at bogen ’kan være med til at udbrede et sprog for og en opmærksomhed på den vigtige pædagogiske opgave, der ligger i at være ansvarlig for omsorgen for vuggestuebørnenes følelsesmæssige behov’. Det skriver han på bogens sidste side.
Ved at trække på tilknytningsteori og vuggestueforskning giver bogen et fagligt sprog for omsorgsarbejde, som han håber vil nå den både faglige og politiske dagsorden.
»Vi har nu en generation af børn og unge, der er udfordret både psykisk og følelsesmæssigt, og det burde være åbenlyst, at hvis vi skal forebygge, skal vi sætte ind på vuggestueområdet. Jo mere og jo tidligere man som lille barn oplever at få sine grundlæggende behov set og opfyldt, jo mere vil man vokse op med et solidt og trygt selv og en fornemmelse af, at verden er et godt sted at være,« siger han.
Fik de børn, som han fulgte over 13 måneder i vuggestuen, og som han beskriver i sin bog, så opfyldt deres behov?
»Nogle kom i vuggestue og var relativt trygge og kunne knytte sig til pædagogerne. Andre havde i flere måneder brug for rigtig meget. Alicia havde nærmest brug for at sidde hos en voksen hele tiden for ikke at synke sammen i gråd. Når de voksne havde tid og overskud, prøvede de at give hende alt, hvad de kunne. Men efter et års tid løb hun tilsyneladende glad og ret tryg rundt omkring,« siger Thomas Gitz-Johansen.
En tryg base
For at børnene hurtigere kan blive trygge i vuggestuen, skal vi som samfund blive bedre til at drage omsorg - også for omsorgsgiverne. Personalet skal sikres gode normeringer og møde forståelse for den krævende opgave, de har, så de på institutionsniveau får tid, ro og overskud til at yde den nødvendige omsorg for børnene, mener Thomas Gitz-Johansen.
At være børnenes trygge base er, hvad vuggestuepædagogikken handler om for Dorthe Bisgaard.
»Med en tryg base får børnene en tryg start, og det har betydning for alt det, der kommer bagefter. Derfor er det så vigtigt,« siger hun.
Se videoen 'Har de det godt nok, børnene?', hvor forskeren plæderer for større fokus på følelsesmæssig omsorg og mindre fokus på læring i vuggestuen:
