Ensomme drenge kan ende som kvindehadere: ’De har været enormt kede af det rigtig, rigtig længe’

Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik troede, han skulle finde terroristceller i kvindefjendske fora. Men han fandt mænd, der ikke kun var vrede, men enormt kede af det – og gerne ville fortælle om det.

Sårbare drenge kan ende som vrede mænd, der spyr deres kvindehad ud i såvel den offentlige debat som i lukkede internetfora, hvor deres had til det modsatte køn vækker genklang blandt ligesindede. En ny rapport, der har kortlagt kvindefjendske mænds ageren på nettet, viser, at især de sårbare og ensomme mænd finder sammen om kvindehadet.

Det er Center for Digital Pædagogik, der har udarbejdet rapporten ’The Angry Internet’. Et af de pænere syn på kvinder, opsamlet i et forum på 4chan.org og gengivet i rapporten, lyder: ’Kvinders evolution betyder, at de skal kontrolleres af mænd og være følgere. At tillade dem at lede var at åbne Pandoras æske. Kvinder gør alle mulige dumme ting, når de får magt. De kan håndtere det nogenlunde så godt som et otteårigt barn.’

Rapporten viser, at der i Norden er op til 850 mænd, som indenfor det seneste år har produceret ekstreme, kvindehadende indlæg. De 850 mænd skriver på fora og blogs med flere tusinde læsere.

Terroristceller

Kvindehadende singlemænd bliver også betegnet som ’Incels’, der står for ’Involuntary Celibates’, altså mænd, der er i ufrivilligt cølibat. I USA ligger de højt på listen over mulige terrortrusler.

Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik troede da også, at han skulle ud og finde terroristceller, da han gik i gang med at undersøge de kvindefjendske fora.

”Men jeg endte med at finde nogle mænd, der helt vildt gerne ville fortælle om deres følelser,” siger Christian Mogensen, som har skrevet rapporten sammen med kollega Stine Helding Rand.

De vil gerne fortælle, hvorfor de er vrede

Rapporten giver ikke datamæssigt grundlag for at sige, de vrede mænd er ensomme, understreger Christian Mogensen. Men det er det, de siger, når han har snakket med dem.

»De vil faktisk gerne fortælle, hvorfor de er vrede. Men så starter de med at sige: ’Jeg har aldrig haft en ven. Jeg har aldrig haft nogen, der vil lege med mig. Jeg har aldrig været ham, der er blevet budt op til dans.’ Selv om de tror, de fortæller os om deres vrede og målrettede had, så sidder de egentlig bare og fortæller en historie om, at de har været enormt kede af det rigtig, rigtig længe,« siger Christian Mogensen.
De ensomme drenge ender ofte med at stå ved en psykologisk skillevej, hvor de enten skal erkende, at de er mænd, der ikke er lykkedes, eller at det er nogle andres skyld.

”På internettet bliver de tilbudt et narrativ om at være en del af en modstandsbevægelse. Og det kald, der handler om at kæmpe mod et fjendebillede, kan jeg godt forstå er dragende,” siger Christian Mogensen.

Brug den pædagogiske tryllestav

Pædagoger er nøglen til at hjælpe potentielt kvindehadende drenge ind i fællesskabet, mener Christian Mogensen. De skal bare gøre det, de altid er gode til: Mød børnene og de unge, hvor de er. Anerkend dem og deres følelser. Snak med dem.

”Det er jo det, jeg ser, pædagoger gør hver dag. Jeg ser den pædagogiske tryllestav fungere. Alle de mænd, vi har talt med og læst om, er ikke startet med at være terrorister ellers voldsforbrydere in spe. De er startet med at være drenge, der var kede af det,” siger han.

Det vigtigste, man kan gøre, hvis man vil være en relevant voksen for de drenge og unge mænd, er at anerkende deres følelser, pointerer Christian Mogensen.

”Selvom vi ikke selv tror på deres idéer om feministiske fjendebilleder eller seksuelle konspirationer, så skal vi tro på dem, når de siger, at de har det dårligt og er kede af det,” siger han.

Læs hele rapporten 'The Angry Internet' her

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.