Dårligt arbejdsmiljø? Her skal du være særligt opmærksom

Der er større risiko for, at det psykiske arbejdsmiljø er dårligt, hvis der er overtal af det ene køn på arbejdspladsen. Bedre forståelse for hinandens reaktionsmønstre kan forbedre arbejdsmiljøet blandt pædagoger, siger forsker.
Foto af trist kvinde
Sladder er ødelæggende for det psykiske arbejdsmiljø. ’Hvad siger de om mig bag min ryg?’ Det fylder enormt meget for pædagoger, fortæller forsker Pernille Steen Pedersen.

Hvis der er lige mange mænd og kvinder på en arbejdsplads, er der større sandsynlighed for, at det psykiske arbejdsmiljø er godt. Det viser analysen ’Arbejdspladser i kønsbalance giver bedre psykisk arbejdsmiljø’ udgivet af AE-rådet.

Det er principielt dårligt nyt for pædagoger, for der er stor sandsynlighed for, at kvinder er i overtal i personalegruppen. Fire ud af fem pædagoger er nemlig kvinder.

Måske er det ikke køn, der er problemet

Udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø på pædagogiske arbejdspladser understøttes både af BUPL's seneste vilkårsundersøgelse og Pernille Steen Pedersen, der er adjunkt på CBS.

Hun har forsket meget i arbejdsmiljøet blandt pædagoger, men er dog lidt skeptisk overfor resultaterne i AE-rådets undersøgelse:

”Jeg er kritisk over for at lave den hårde konklusion, at arbejdspladser i kønsbalance har et langt bedre arbejdsmiljø. Det kan lige så vel være, at de steder, hvor man er opmærksom på at få en blanding i personalegruppen, er der en bedre kultur og en bedre ledelse,” siger hun.

”Men jeg vil gerne lege med og snakke om resultatet,” tilføjer hun. 

Større rummelighed

Det er stress, og ikke kønsforskelle, hun har forsket i i daginstitutionerne, men hun har nogle refleksioner over, hvad der især kan belaste det psykiske arbejdsmiljø blandt pædagoger

”En mulig forklaring kunne være, at arbejdspladser med en god kønsbalance også er præget af større rummelighed over for forskellige måder at arbejde på og forskellige behov for anerkendelse,” siger hun. 

Her er 3 ting, der påvirker pædagogers psykiske arbejdsmiljø. Og 1 bud på, hvordan I kan forbedre det. Alt sammen med Pernille Steen Pedersens ord.

1

Rummeligheden kommer til kort

”På kvindedominerede arbejdspladser er der en tendens til at prioritere omsorgen, dialogen og rummeligheden. Der kommer nogle kvinder til kort, for de har måske mere behov for en direkte tone, kortere møder og færre diskussioner.”

 

”Rummelighed kommer også til kort i de krav, der er i moderne arbejdsliv, ikke mindst i daginstitutioner. Det kan være godt at have en kultur, hvor der er plads til, at man møder ind om morgenen og siger, at man ikke er helt på toppen, men nogle steder tenderer det til, at man dårligt nok tør sige fra overfor hinanden.”

2

Unge kollegaer skaber et nyt pres

”Der kommer en generation ind på arbejdsmarkedet nu, som føler sig berettiget til, at arbejdspladserne tilpasser sig efter dem – og jeg siger det med al kærlighed. Vi har selv curlet dem. Men når de kommer ind på nogle kvindedominerede arbejdspladser, hvor man i forvejen har rummelighed meget højt på dagsordenen, risikerer vi, at det bliver udhulet og udnyttet.” 

 

”Der er brug for grænsesætninger og for at få nogle ret klare spilleregler for, hvad det vil sige at gå på arbejde. Vi må finde ud af, hvor meget hensyn vi kan tage til det personlige og mentale helbred.”

3

Sladder og uretfærdighed er dræbende for det psykiske arbejdsmiljø

”Når vi ser på stressfaktorer i daginstitutioner, er det ikke kun de faglige krav, der er problemet, men også de interpersonelle konflikter. Jeg har interviewet adskillige, der siger: ’Hvad siger de om mig bag min ryg?’ Det fylder enormt meget.”

 

”Noget af det, der er dræbende for det psykiske arbejdsmiljø, er følelsen af uretfærdighed, og den følelse bliver sat i spil, hvis man i forvejen har et arbejdsmiljø, som er meget rummeligt, og hvor man tager meget hensyn til hinanden. Så bliver der snakket om, hvem der får lov til hvad, og hvem der får en særlig aftale. De unge, der kommer ind og udnytter rummeligheden, skaber endnu mere sladder.”

4

Det kan I gøre

”Det handler ikke om, at nu skal vi bare have flere mænd ind. Man skal arbejde med forståelse for hinandens reaktionsmønstre. Og så vil du se, at der faktisk er en større diversitet, end man lige tror.”

 

”Jeg har udviklet dialogkort, som kan gøre os klogere på, hvordan vi reagerer forskelligt, og hvilken støtte vi har brug for fra vores kolleger. En vigtig pointe er, at vi ikke kan tage for givet, at alle har lyst til at tale om, hvordan de har det. For nogle er det hjælpsomt, mens andre har brug for noget helt andet. Derfor er det vigtigt at få blik for de forskellige reaktionsmønstre og behov, så vi ikke møder alle på samme måde.” 

Det viser undersøgelsen

AE-rådet påviser i en ny undersøgelse, at kønsbalancerede arbejdspladser har et bedre pykisk arbejdsmiljø. Her er nogle af nøgleresultaterne:

14,1 procent af lønmodtagere på kønsbalancerede arbejdspladser har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. 

19,3 procent af lønmodtagere på arbejdspladser, hvor det ene køn er i overtal, har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. 

Rent statistisk betyder det, at du 30 procent oftere har et hårdt psykisk arbejdsmiljø, hvis du arbejder et sted med en overvægt af det ene køn sammenlignet med kønsbalancerede arbejdspladser.

Hvis det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladser i kønsmæssig ubalance blev lige så godt, som på arbejdspladser i kønsmæssig balance, ville 47.000 færre lønmodtagere have hårdt psykisk arbejdsmiljø.

Kilde: Arbejdspladser i kønsbalance giver bedre psykisk arbejdsmiljø, AE-rådet.

Læs hele undersøgelsen her

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.