BUPL til børneminister: Lyt til forældres og pædagogers fælles nødråb

Weekendens forældreprotester og nu også en dugfrisk undersøgelse blandt 14.000 pædagoger siger det samme: Børn får ikke den nødvendige omsorg på grund af personalemangel i daginstitutionerne. Ministeren skal handle nu, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

Lørdag den 6. april gik over 70.000 forældre på gaden for bedre normeringer til børn i daginstitutioner, og nu bakker også en ny, stor undersøgelse blandt næsten 14.000 pædagoger op om behovet for minimumsnormeringer og en decideret genopretningsplan for Danmarks vuggestuer og børnehaver.

»Undersøgelsen er endnu et vidnesbyrd, der bekræfter den pressede hverdag og det beskæmmende billede, der nogle steder kan tegnes af børnelivet i danske daginstitutioner. Pædagogerne kæmper en brav kamp, men oplever gang på gang ikke at kunne yde tilstrækkelig omsorg for børnene, fordi de alt for ofte er alt for få pædagoger til alt for mange børn,« siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

Undersøgelsen er den hidtil største kortlægning af pædagogers arbejdsvilkår i daginstitutionerne, og med 13.949 pædagogers deltagelse står tallene stærkt:

  • Fire ud af fem af pædagogerne har inden for den sidste uge har oplevet, at der er for få voksne i børnehaver og vuggestuer i forhold til arbejdsopgaverne.
  • Knap to ud af tre oplever, at de ikke kan drage tilstrækkelig omsorg for et eller flere børn på grund af personalemangel.
  • Næsten syv ud af ti pædagoger kan ikke give støtte til sårbare og udsatte børn.
  • Og over halvdelen af lederne er nødt til i vagtplanen at planlægge med såkaldt ’alenetid’, der betyder, at en enkelt pædagog må stå alene med hele børnegruppen.
Mangler tid til trøst og nærvær

Også pædagogernes mange fritekstkommentarer i undersøgelsen vidner om hjerteskærende udfordringer med at finde tid til nærvær, trøst og vigtig omsorg i hverdagen.

På spørgsmålet ’Hvad var den største udfordring ved din seneste arbejdsdag i forhold til at kunne levere pædagogisk arbejde af høj kvalitet?’ går svarene ’manglende tid’, ’personalemangel’, ’minus vikar’, ’normeringen’ og ’for få voksne til for mange børn’ igen og igen.

Andre siger det med lidt flere ord:

  • ’Den største udfordring i går var at være ene pædagog til 30 børn og nå rundt om alle’, skriver en.
  • ’En dreng græd meget, men jeg kunne ikke trøste ham, da jeg havde fem andre børn, der også havde brug for min hjælp. Det gjorde ondt ikke at være der for ham’, lyder det fra en anden.
  • Og ’Jeg er primær pædagog for 25 treårige. Det kræver rigtigt meget nærvær, guidning og fysisk tilstedeværelse for at kunne understøtte legerelationer, begyndende rollelege, sprogstimulering og så videre’, skriver en tredje.
Vilkårene skriger til himlen

Elisa Rimpler hæfter sig ved, hvor svære rammevilkår pædagogerne oplever at have til at udføre arbejdet.

»Pædagogernes udbredte oplevelse af personalemangel skriger til himlen og viser, hvor svært det i dag er for pædagogerne at levere den kvalitet, som kan sikre børns udvikling, trivsel og læring,« siger BUPL-formanden og retter skytset mod børneområdets politikere.

»Det skorter ikke på politikernes ambitioner for børneområdet, og regeringen har leveret et ambitiøst lovgrundlag for dagtilbudsområdet, men det får pædagogerne svært ved at realisere. Politikerne vil have, at vi pædagoger sørger for social mobilitet, dannelse, udvikling, læring og trivsel, men samtidig giver de os alt for mange steder kun ressourcer, der rækker til en børneparkering. Vi ved og kan det, der skal til, men får ikke rammerne til at gøre det. Der er brug for flere pædagoger,« siger Elisa Rimpler.

I vilkårsundersøgelsen peger 79 procent af pædagogerne på, at personalemanglen skyldes mangel på vikarer ved kollegers fravær, og 41 procent mener, at utilstrækkelig normering er årsagen.

Lyt til det fælles nødråb

De alarmerende både tal og udsagn fra undersøgelsen er ikke til at overhøre, mener Elisa Rimpler.

Og det fælles nødråb, som pædagog-undersøgelsen sammen med forældrene-demonstrationerne udgør, bør ikke mindst børneminister Mai Mercado (K) lytte til, lyder det fra BUPL-formanden, der onsdag den 10. april skal møde ministeren i ’Kvalitetsforum for Dagtilbud’.

På forhånd har Mai Mercado bebudet en ministeriel undersøgelse af normeringerne, men det giver Elisa Rimpler ikke meget for.

»Vi har undersøgelser nok. Vi har i mange år dokumenteret forringelserne i normeringerne, og nu har forældrene også set, hvor galt det står til, og deres demonstrationer og opråb er med til at manifestere og underbygge det, som 14.000 pædagoger nu igen siger: Der er ikke pædagoger nok, og der er brug for genopretning. Der skal sættes prop i de kontinuerlige forringelser og indføres minimumsnormeringer. Og hele børneområdet skal sikres genopretning. Vi vil ikke have flere syltekrukker,« siger Elisa Rimpler.

Kan løses med et knips

BUPL-formanden kræver handling og penge til genopretningen af normeringerne, men på et nyligt afholdt samråd indkaldt af SF’s børneordfører Jacob Mark afviste Mai Mercado (K) at have penge til minimumsnormeringer.

Til Politiken siger børneministeren, at hun tager resultaterne af BUPL's undersøgelse alvorligt, og hun anerkender pædagogernes oplevelser af at føle sig utilstrækkelige og mangle kolleger på grund af vikardækning og ringe normering.

Men hun pointerer også, at dagtilbudsaftalen og det såkaldte 1000-dages program allerede prioriterer ekstra midler til 0-6 årsområdet, og konstaterer, »at der ikke er flertal for at indføre minimumsnormeringer, hverken i den blå eller røde side af folketingssalen,« siger hun til Politiken.

Elisa Rimpler mener, at ministeren bør gå foran og vise større ambitioner på området og finde viljen, den politiske opbakning og pengene til minimumsnormeringer.

»Regeringen kan med et knips finde penge til alt muligt andet: Med et knips kan man finde rigtig mange millioner til en omfartsvej. Man kan finde rigtig mange milliarder til ekstra motorvejsstrækninger. Og man kan finde penge til skattelettelser. Så tænker jeg også, at det er muligt at finde de to milliarder kroner, som det det årligt koster at indføre minimumsnormeringer – som den første del af en national genopretningsplan,« siger BUPL-formanden.

BUPL's vilkårsundersøgelse viser

  • 81 procent af pædagoger har inden for den sidste uge oplevet, at de var for få medarbejdere i forhold til arbejdsopgaverne – typisk på grund af utilstrækkelig normering og manglende vikardækning.
  • 66 procent af pædagogerne var i perioder på en tilfældig dag alene med den samlede børnegruppe.
  • 53 procent af lederne i undersøgelsen fortæller, at de ikke kan lægge en vagtplan uden alenetid, hvor en enkelt pædagog er alene med en børnegruppe.
  • 64 procent af pædagogerne kan ikke drage tilstrækkelig omsorg for børnene på grund af personalemangel.
  • 68 procent af pædagogerne kan ikke give støtte til sårbare og udsatte børn på grund af personalemangel.

Om undersøgelsen

  • BUPL/BUPL-A har fra 26. februar til 12. marts 2019 gennemført en undersøgelse, hvor alle medlemmer af BUPL/BUPL-A på 0-5 års området har haft mulighed for at deltage.
    Der er udsendt 33.374 invitationer. 13.949 har svaret på alle spørgsmål, og 2.168 har svaret på en del af spørgsmålene. Det giver en svarprocent på 42%/48%.
  • Besvarelserne stemmer overens med den demografiske fordeling på alle medlemmer og er derfor repræsentativ for pædagoger på 0-5 års området, der er medlem af BUPL/BUPL-A. Medlemmer af BUPL/BUPL-A udgør cirka 90 procent af alle pædagoger på 0-5 års området.
  • Undersøgelsen er den største af sin slags nogensinde, og det store antal besvarelser sikrer en meget lav statistisk usikkerhed på +/- 0,8 procentpoint.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.