Ytringsfrihed; Århus-Pædagoger presses til at tie

I Århus skal institutionslederne rapportere til forvaltningen, når de har udtalt sig til pressen.

En nyere mediestrategi i Århus Kommune, har lukket munden på mange pædagoger og lærere, fremgår det af JP Århus.

I april sidste år fik alle ledere på skoler, fritidshjem, daginstitutioner og i klubber i Århus Kommune ordre på at rapportere til forvaltningen, hver gang de havde talt med pressen, skriver avisen.

De nye retningslinjer mødte allerede dengang skarp kritik, og formand for BUPL Århus Kommune, Henning Truelsegaard melder, at det nu er blevet svært for fagforeningen at få medlemmerne til at udtale sig.

"Når pressen vil have os til at finde medlemmer, der for eksempel vil udtale sig om besparelser, budgetter og kvalitetsforringelser med mere, er det rigtigt svært at få nogen til at stille op," siger han til Børn&Unge.

Han ser udviklingen som en direkte konsekvens af mediestrategien i Århus Kommune.

"Selvom medlemmerne på papiret har ytringsfrihed, har de det ikke i praksis. Oplevelser med kommunale ledere, som har sagt: "Det der var ikke smart", eller som måske har indkaldt til en samtale på grund af en leders udtalelse i pressen, kan hurtigt få mange til at trække sig fra den offentlige debat," siger han og kalder det en "rigtig dårlig udvikling".

"Hvis ingen tør udtale sig, dræber man den demokratiske debat om, hvad det er for en offentlig sektor, vi skal have," siger han og opfordrer Århus Kommune til at sikre, at deres medarbejdere ikke udøver selvcensur.

Men i JP Århus kalder rådkvinde Louise Gade (V) mediestrategien en "helt normal praksis", og til det siger Henning Truelsegaard:

"Man har ingen pligt til at orientere ledelsen. Selvfølgelig skulle man gerne kunne orientere sin ledelse om, at man udtaler sig i pressen, uden at blive nervøs. Men det er en svær psykologisk balance at sikre, at det ikke er af frygt, man gør det," siger han og opfordrer kommuner og ledere til at tage en snak om de ansattes ytringsfrihed.

"Det skal stå klart for enhver daginstitutionsleder og medarbejder, at hun har ret til at udtale sig på egne vegne om sine arbejdsforhold," siger han.



Se BUPL's vejledning om ytringsfrihed: "Hvad må jeg sige" på www.bupl.dk under 'Lederarbejde' og 'Hvad BUPL mener og gør'.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.