Virkelighedens mange verdener

Det, der kan binde de forskellige virkeligheder sammen, er udvikling af kvaliteten i det pædagogiske arbejde gennem en styrkelse af den pædagogiske faglighed

BUPLs forretningsudvalg har været på tur i virkelighedens verden. Fjernt fra magtens bonede gulve og fra parketgulvene på Blegdamsvej. Som cykelkaravanen Danmark Rundt har forretningsudvalgets bus kørt fra Nordjylland ned gennem Østjylland - med en afstikker til Vestjylland, over broerne til Fyn og Sjælland på den årlige turné med besøg i en række af BUPLs lokale fagforeninger.

Efter en uge i virkelighedens verden må vi konstatere, at virkeligheden ikke findes Der findes mange forskellige virkeligheder. Ikke just nogen ny og chokerende opdagelse, men det er meget godt at blive mindet om i disse tider, hvor vi i BUPL diskuterer, om vi skal slutte os sammen med pædagogmedhjælperne.



Virkelighedens verden for pædagogen er præget af det daglige pædagogiske arbejde, de personlige oplevelser med kolleger, børn og forældre, rammer og vilkår for arbejdet i institutionen og i kommunen. Fagforeningsbestyrelsens verden er de politiske vilkår i lokalområdet, forhandlingsklimaet i kommunerne, personlige erfaringer og oplevelser med samarbejdsparter. Forretningsudvalget har også sin "virkelighedens verden" baseret på oplevelser og erfaringer med samarbejdsparter på landsplan, de overordnede økonomiske og politiske betingelser for fagets udøvelse o.s.v.

Det er der hverken noget nyt eller noget usædvanligt i. Men når vi skal diskutere og vurdere et vigtigt fagpolitisk spørgsmål som et fælles forbund af pædagoger, klubfolk og medhjælpere, er vi nødt til at lægge de forskellige virkelighedsopfattelser sammen for at få et komplet billede af, hvordan et sådant fælles forbund kan komme til at se ud. Det er for enkelt alene at se virkeligheden fra sin egen verden.



Det gælder også for forbundets ledelse. Vi kan fra vores virkelighed se mange perspektiver for et fælles forbund, men de skal også kunne passe ind i pædagogens og fagforeningsbestyrelsens virkelighed.

Vi har på vores tur gennem landet fået indblik i mange forskellige virkelighedsopfattelser blandt pædagoger og fagforeningsbestyrelsesmedlemmer. Jeg tror på den baggrund, at det, der kan binde de forskellige virkeligheder sammen, er udvikling af kvaliteten i det pædagogiske arbejde gennem en styrkelse af den pædagogiske faglighed og en højnelse af uddannelsesniveauet i institutionerne.



I virkeligheden kan et fælles forbund være en god ramme for en sådan styrket faglighed.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.