Valg 2011:Brug pengene på skole og SFO

Børn&Unge har spurgt tre børn i en SFO, hvad de mener, politikerne skal prioritere. De syge, de gamle, skolen og SFO'en skal have pengene, mener pigerne.

Hvad skal vi prioritere at bruge penge på i Danmark?

"Der kunne godt komme flere læger, så flere syge mennesker kan blive raske. Og så kunne man hjælpe handicappede bedre, så de kan gøre flere ting, selvom de for eksempel sidder i kørestol."

Politikerne kan vælge at sænke skatten, så I ville få flere penge derhjemme. De kan også vælge at lade være og bruge pengene på for eksempel skoler og SFO'er. Hvad ville du vælge?

"Jeg ville vælge at bruge pengene på skoler og SFO'er. Hvis der var flere voksne i vores SFO, kunne vi komme på flere ture og lave flere forskellige ting."

Johanne Dyberg Simonsen, 10 år 4. klasse, Beder Skole



Hvad skal vi prioritere at bruge penge på i Danmark?

"Vi skal bruge flere penge på skoler, for de har ikke så mange penge. Vi kommer ikke på lejrtur i år, men det vil vi gerne igen. Og så skal man også bruge penge på plejehjem, så de gamle for eksempel kan komme lidt ud at rejse. Det gør de nok ikke så meget. Jeg synes også, vi skal bruge penge på miljøet. Vi skal passe på miljøet, og man skal for eksempel ikke fælde træer, fordi man vil bygge vindmøller. Det er også vigtigt at bruge penge på hospitaler, så de, der ligger på hospitalet, kan få den rigtige medicin. Man kunne bruge færre penge på vindmøllecentre."

Politikerne kan vælge at sænke skatten, så I ville få flere penge derhjemme. De kan også vælge at lade være og bruge pengene på for eksempel skoler og SFO'er. Hvad ville du vælge?

"Det er vigtigst med penge til skoler og den slags. Derhjemme kan man jo spare op, så vi behøver ikke flere penge, mens man godt kan bruge pengene i skolen."

Sofie Porskjær Dall, 10 år 4. klasse, Beder Skole



Hvad skal vi prioritere at bruge penge på i Danmark?

"Det er vigtigt, at vi bruger penge på skoler og SFO'er. Vi skal have en god undervisning, og SFO'en skal være et godt sted at være. Der skal være ting at lege med i SFO'en, og så skal der være nok voksne, men ikke helt vildt mange, så der kun er voksne. Det er også vigtigt at bruge penge på sygehuse, så man kan hjælpe børn og voksne, der bliver syge. Så mange som muligt skal være raske."

Politikerne kan vælge at sænke skatten, så I ville få flere penge derhjemme. De kan også vælge at lade være og bruge pengene på for eksempel skoler og SFO'er. Hvad ville du vælge?

"Det er vigtigst med skole og SFO. Vi har jo også nok ting derhjemme. Vi har i hvert fald mange ting."

Asta Hermansen, 10 år 4. klasse, Beder Skole

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.