Vadstrupgårdsag udløser kritik

Folketingets Ombudsmand kritiserer både Gladsaxe Kommune og Tilsynsrådet for deres behandling af den tidligere leder af institutionen Vadstrupgård, hvor en ansat blev dømt for sexovergreb på børn. Det skriver Politiken.

Det juridiske punktum i, hvad der betegnes som danmarkshistoriens største sexovergrebssag mod børn, blev ellers allerede sat i maj 1998. Men for børnehavens daværende leder, Inga Held, slutter sagen først nu.

Kort tid efter, at den dømte pædagogmedhjælper i maj 1998 fik sin dom på tre og et halvt års fængsel, iværksatte Gladsaxe Kommune en såkaldt uvildig undersøgelse. I redegørelsen fra december 1998 hedder det blandt andet, at "dagligdagen på institutionen ikke var præget af en velfungerende ledelse eller en særligt åben og tillidspræget kommunikation mellem ledere og de ansatte."

Inga Held forlangte at få aktindsigt i redegørelsen, men fik afslag. Og det kritiserer ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

Samtidig følte Inga Held sig tilsidesat, fordi hun som part i sagen ikke fik lov til at udtale sig til byrådet, før lokalpolitikerne behandlede sagen. Begrundelsen var, at byrådet ikke ville tage stilling til kritikken i redegørelsen. Underforstået, at byrådet ikke fandt kritikken tungtvejende nok til en sag.

Men det skulle byrådet have markeret klart og tydeligt over for offentligheden, mener ombudsmanden, for den korte udtalelse gav i stedet "risiko for, at offentligheden fik et negativt indtryk af institutionen og lederen."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.