Unge og sex; Porno som inspiration

En pige, der overvejer at melde en mand for voldtægt - bare for at score penge på en erstatning. Piger, der konkurrerer om at have "gjort" mest. Det er ikke altid de lette emner, sexualisterne Kaare, Lisa og Henrik skal forholde sig til, når de holder foredrag i skoleklasser og ungdomsklubber.

Pornoens avancerede sexstil er pejlemærket for de unge pigers seksualliv. Her er forestillingen, at seksualakten helst skal vare tre timer, og at en 69'er er obligatorisk, før partneren er tilfreds.

Sådan oplever sexualisterne Kaare Nilsson på 16 år, Lisa Christensen på 19 år og Henrik Christophersen på 20 år fra Aalborg de unge pigers forventninger til sex.

"Som årene går, bliver de unges holdning til sex mere og mere radikal. Det er mange gange fra pornoen, de henter deres inspiration. De tror, at det er forventet af dem, at de skal præstere som dem, de ser i pornofilm. Og så er det jo ret svært for dem, når det ikke stemmer overens med, hvordan sex egentligt er," siger Lisa.

I Sundhedsstyrelsens undersøgelse af 15-24-åriges sexliv, Ung2006, fortæller de unge i al anonymitet, at følelser og kærlighed er grunden til, at de vælger at have sex, hvilket de aalborgensiske sexualister genkender. Alligevel kan de hurtigt pege piger ud i klasserne, hvor anerkendelsen gennem seksuelle præstationer er ligeså vigtig. I grupper konkurrerer pigerne ofte ifølge Lisa i seksuel erfaring, og om hvem der er sejest, og hvem der har "gjort" mest.

"Det er tit psykisk terror med pigerne. De er virkelig hårde ved hinanden, og jeg får mange spørgsmål om, hvad der er normalt. Mange har det sværere i dag, end vi havde det, da vi var yngre," siger Lisa.

Af Ung2006 fremgår det, at 87 procent af drengene og 67 procent af pigerne ser porno jævnligt.



Dyr pige. En dag fik Lisa et spørgsmål fra en af pigerne, som mente, at hun havde fået en god idé fra en veninde. Veninden havde været i seng med en 20-årig mand, hvorefter hun havde modtaget 10.000 kroner i erstatning, fordi hun havde fortalt forældre og myndigheder, at den noget ældre mand havde voldtaget hende.

""Kan jeg ikke også bare gøre det," spurgte hun mig. Jeg var ved at falde ned af stolen og kunne kun sige: "Nej, det kan du altså ikke"," fortæller Lisa om episoden, der for hende var den hårdeste oplevelse i løbet af de fem år, hun har været sexualist.

Pigen forklarede så, at hun i teorien bare kunne fortælle manden, hun havde udset som sin fremtidige indtægskilde, at hun er over 15 år. Derefter kunne pigen så fortælle sine forældre, at hun har været sammen med den ældre mand. Dermed var det bare et spørgsmål om at indkassere erstatningssummen.

"Det eneste jeg kunne svare var: "Du ødelægger jo hans liv, hvis du gør det", siger Lisa.

Modtagelsen blandt veninderne var dog ikke nær så negativ.

"Pigerne i hendes klasse sagde: "Jo, det kan du da godt". Der var jeg virkelig fra den - jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til dem. For dem handlede det bare om at få nogle nemme penge. Der mangler jo et eller andet, der siger, at det er helt forkert at udnytte folk på den måde."

Ifølge Lisa er det sexualisternes erfaring, at man i sitationer som den ikke skal prædike moral og anstændighed for de unge, men nærmere spore dem ind på, hvad der er mest fornuftigt og hensigtsmæssigt ved at snakke og lytte til de unges problemer.

"Så de ikke mister mere selvrespekt, og så vi kan hjælpe dem på vej i den rigtige retning i stedet ved at få dem til at forstå, at: "Du skal fandeme ikke bare sige ja, fordi han gerne vil". Sådan noget kan vi bedre sige til dem i forhold til folkeskolelærere og klubpersonale."



God formidling. Når sexualister tager ud til klubber og klasser i Nordjylland er det tit, når den traditionelle sexualvejledning fra klasselæreren eller klubpædagogen ikke rækker, forklarer Henrik.

"Det her med alderen betyder rent psykologisk så sindsygt meget."

Han bliver bakket op af Kaare:

"Ja, vi er på samme niveau. Så meget ældre er vi heller ikke end dem. Man kan på den måde snakke om de ting, som man måske ikke kan snakke med ens forældre om."

Aldersgrænsen for sexualister er på omkring 18 år. Det skal nemlig være ung-til-ung og ikke ældre-til-ung, siger Henrik, som for nylig er blevet "tovholder" for sexualisternes Aalborg-afdeling og dermed er ansvarlig for at stykke sex-kurserne sammen til klubberne og klasserne.

"Typisk ringer læreren eller pædagogen og siger: "Vi har en gruppe drenge, hvor den er helt gal. De ved ingenting, og de er gået fuldstændig amok med sex. De står og boller op og ned ad pæle og dørkarme. Kan I ikke hjælpe os?" Og så siger jeg: "Jamen, vi kan da prøve"," forklarer han.

I Aalborg har sexualisterne gjort meget for at udvikle formidlingen i deres gruppe ved at holde kurser og snakke om erfaringer.

"Det er en fordel i forhold til en eller anden kikset folkeskolelærer, der står og stammer "Øh, tissemand". Som unge er vi også selv i en eksperimenterende fase, og det hjælper også," siger Lisa.



Hemmeligheder. En dag kom Lisa til kort, da sexualisterne var ude i en folkeskoleklasse, og hun modtog en anonym seddel fra en af eleverne.

"Jeg fik et spørgsmål på et stykke papir, hvor der stod: "Hvad skal man gøre, hvis ens stedfar voldtager en?" Men der kan vi desværre ikke gøre noget, selvom vi har været ude for det et par gange. Episoder som dem giver søvnløse nætter," siger hun.

Sexualisterne besluttede sig for i det tilfælde at bede alle eleverne om at skrive telefonnumre ned på hjælpeforeninger. Så var sedlens afsender ikke den eneste, der havde blyanten i arbejde. På den måde ville den unge ikke føle en frygt for at blive hængt ud overfor de andre elever.

For mange unge er skellet mellem, hvad de fortæller anonymt, og hvad de fortæller i grupper til tider stort, hvilket også sexualisterne mærker. Eksempelvis er Ung2006-rapporten foretaget over internettet, hvor de unge ikke blev stillet til regnskab for deres holdninger. Hos sexualisterne, der for det meste spørger de unge i grupper, er man ligeledes opmærksom på netop den personlige kontakt til hver elev i klassen eller ung i ungdomsklubben.

"I pauserne kommer de unge tit hen og fortæller os om mere private ting, de ikke har lyst til at dele med andre. De ting, de ikke vil have frem foran deres veninder og venner," forklarer Kaare.

Spørgsmålet er ifølge ham ikke sjældent: "Jeg går i 7. klasse og har ikke været i seng med nogen. Er det normalt?" I den situation kan Kaare og de andre sexualister berolige med, at den seksuelle debutalder i gennemsnit ligger på 16 år, hvilket også fremgår af Ung2006, og det i øvrigt er op til den unge selv at beslutte og føle sig frem til, hvad drengen eller pigen er parat til.

Genertheden hos de unge mærker også Henrik, når spørgsmålene handler om de unges egne seksuelle erfaringer, og rødheden i kinderne melder sig.

"Enten siger de ikke noget, eller også er mobiltelefonen pludselig meget mere interessant," siger Henrik, der understreger, at hvad de unge har i munden ikke nødvendigvis er, hvad de har på hjertet.









Et blowjob for at hente smøger



Yde og nyde. Sådan er de 15 til 24-årige fyres holdning til betalingssex. 25 procent af de unge fyre svarer i Ung2006, at de i princippet synes, det er okay at betale for sex, og 22 procent synes, at det i teorien er okay at tage penge for seksuelle ydelser, mens under otte procent af pigerne synes, at det principielt er i orden at give eller modtage betaling for sex. En halv procent af de adspurgte kvinder og to procent for de unge fyre har dog rent faktisk prøvet at tage imod betaling for sex.

Formand for Sex & Samfund, læge Christian Graugaard, er usikker på, hvorfor det overvejende er unge mænd, som har erfaring med at modtage betaling for sex. Der er dog tale om en tendens, som også er set i andre danske undersøgelser.

"Generelt er der i dag en større accept af, at mænd udstiller sig seksuelt. Mænd i vores kultur er blevet seksuelle objekter i medierne, i reklamerne og i popkulturen, mere end de har været førhen," siger han og minder samtidig om, at tallene er ganske beskedne.

"Det er ikke nær så utænkeligt, som det ville have været for bare ti år siden, at en mand stiller sig til rådighed seksuelt mod betaling. Vejen fra det at udstille sin krop til det at sælge den er muligvis ikke altid så lang."

Der er den egentlige prostitution, og så er der de mere uskyldige "transaktioner", hvor den unge for eksempel sælger sit undertøj på nettet eller ifølge Christian Graugaard får oralsex af kæresten for at hente en pakke cigaretter.

"Handelsmomentet er velkendt i seksualiteten, også blandt unge, men det er heldigvis kun få teenagere, som er ude i egentlig prostitution. Der er til gengæld en gruppe, vi skal være opmærksomme på og støtte så godt, vi overhovedet kan", siger formanden for Sex & Samfund, læge Christian Graugaard.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.