Undgå skattefuskerne i indkøbsvognen

Vil man bevare den danske velfærdsmodel, skal man bandlyse produkter som Coca Cola, Kellogs og Nescafé, mener BUPL Storkøbenhavn, der har formuleret en indkøbspolitik til den bevidste forbruger.

BUPL Storkøbenhavn har som den eneste lokale fagforening lavet sin egen indkøbspolitik.

Det betyder, at Coca Cola'erne er fjernet fra køleskabet. Nescafé er bandlyst fra koppen. Og der er ingen Estrella chips ved hyggelige sammenkomster på fagforeningskontoret.

Fagforeningsformand Michael Egelund forklarer, hvorfor disse varer fremover er no-go på hans arbejdsplads.

"Varerne er produceret af multinationale selskaber, der ikke betaler skat i Danmark, selv om de omsætter for milliarder af kroner i butikkerne," siger han. Andre syndere som Blockbuster, FIAT, Kellogs og McDonalds, holder BUPL Storkøbenhavn sig også fra. Fagforeningen har opfordret medlemmerne til at gøre det samme.

"Skatteunddragerne snyder vores danske skattefinansierede velfærdssamfund og dermed vores medlemmer," siger Michael Egelund.

"Pædagoger arbejder i et velfærdstilbud, som i høj grad baserer sig på borgernes og virksomheders skattekroner. Kvaliteten i det pædagogiske arbejde og arbejdsvilkårene afhænger af, hvor mange penge der er til rådighed for institutionerne," siger han.

Michael Egelund giver de skatteunddragende virksomheder en stor del af ansvaret for mange års nedskæringer på velfærden.

"De er usolidariske. Ikke bare undlader de at bidrage til velfærdssamfundet. De lader også borgerne og de offentligt ansatte bøde for det med dårligere serviceydelser og ringere arbejdsvilkår," siger han og håber på andre lokale fagforeningers og sine egne medlemmers opbakning til den nye indkøbspolitik.

"Nogle vil finde ideen knaldgod, mens andre sikkert synes, at det ikke er en fagforeningsopgave. Men jeg er glad, hvis vi bare får debatten, for den kan også flytte noget," siger han.

Ligesom Michael Egelund ikke forventer lutter opbakning, er han heller ikke helt fundamentalistisk omkring indkøbspolitikken.

"Det er svært at være helt ren i spyttet omkring det her, når pressemeddelelsen blev skrevet på en labtop, der er produceret i Kina, og når jeg taler i en TDC-telefon," siger han.

TDC blev sidste år opkøbt af den norske kapitalfond NTC.



Se en liste over multinationale selskaber, der ikke betaler skat i Danmark på:

www.kenddinvare.dk

Se BUPL Storkøbenhavns indkøbspolitik på www.bupl.dk under lokale fagforeninger/Storkøbenhavn

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.