Udvikling på tværs af faggrupper

En gruppe pædagoger, lærere, kulturfolk og en lektor i datalogi har i fire år brugt hinandens forskellige indgangsvinkler til børn og medier

Medieleg" er kodeordet for udviklingsgruppen i Århus, der nu gennem fire år har skabt en række forskellige delprojekter med børn og medier - som for eksempel "Opfind dit eget legetøj". Efter et par foredrag på kulturhuset Huset i Århus om emnet blev lederen af multimedieværkstedet her enig med et par andre om at samarbejde. Siden har gruppen udvidet sig, så der i dag er ni forskellige deltagere i gruppen, der tæller både folkeskolelærere, seminarielærere, kulturfolk, pædagoger, en lektor i datalogi og en børnehaveklasseleder.

SFO-leder på Katrinebjergskolen Mariann Nygaard er meget be-gejstret for samarbejdet.

"Jeg får set tingene med de andres briller. Selvom vi ikke altid taler samme sprog, så er det fantastisk udviklende. Vi lægger ingen begrænsinger på vores tanker, når vi mødes."

Klaus Thestrup, der underviser på Jydsk Pædagog-Seminarium, er enig.

"Men det er selvfølgelig først, når ideerne føres ud i livet, når visionerne lykkes, at vi kan sige, der er resultater," siger han.

Mariann Nygaard og SFO'en på Katrinebjergskolen har deltaget i flere af de delprojekter, som udviklingsgruppen har gennemført. Sidste år var SFO'en med til en workshop lig dén, som 2. b. nu er i gang med.

Udover legetøjslaboratoriet har udviklingsgruppen også gennemført en robotuge, hvor eleverne lavede deres egne robotter. De har lavet film med bratz-dukker, brugt kamera som legetøj og lavet en fotodagbog. Projekterne er gennemført i fritidshjem, børnehave-klasser, skoler og fritidsordninger.

De involverede institutioner har givet udviklingstimer til nogle af deltagerne i gruppen, men ellers er arbejdet ulønnet.

"Vi er heldige med kemien, så vi gider godt mødes om aftenen, selvom vi ikke får noget for det," som Mariann Nyaard udtrykker det.

Udviklingsgruppen har planer om at lave en håndbog og en hjemmeside, der kan afspejle ideerne bag gruppens arbejde.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.