Uddannelse; Medvind for pædagoguddannelsen

Ansøgerantallet til pædagoguddannelsen er steget med 7,6 procent, og den mangeårige nedadgående tendens ser ud til at være vendt. Formanden for Pædagogseminariernes Rektorforsamling er tilfreds

Om det er det kosmetiske ansigtsløft til professionsbacheloruddannelse i 2001 eller den øgede offentlige opmærksomhed på pædagogfaget, som har givet pote, vides ikke. Men nu ser det endelig ud til, at nedgangen for pædagoguddannelsen er slut.

Først steg antallet af kvote 2 ansøgere, og nu følger kvote 1 ansøgningerne trop og giver en stigning i det samlede antal af ansøgere til pædagoguddannelsen. På landsplan er det samlede ansøgerantal steget med 7,6 procent i forhold til sidste år, fra 8.553 ansøgere i 2004 til 9.207 ansøgere i 2005.

"Det er jo glædeligt, og vi tror, det er et signal om, at mange unge fortsat gerne vil søge ind på en uddannelse, som både har den professionsfaglige og den humanistiske del med sig," siger formanden for Pædagogseminariernes Rektorforsamling, Søren K. Lauridsen.

Han mener også, at der er en demografisk forklaring på fremgangen, nu hvor de meget små ungdomsårgange omsider er ved at slippe taget i statistikkerne, og den sidste lilleput-årgang fra 1982 er sluset ind på en uddannelse. Og så må man også tilskrive ændringen til professionsbacheloruddannelse en del af æren, mener Søren K. Lauridsen.



Fornyelse på vej. Bortset fra en mindre stigning i 1996 er det ellers gået støt ned af bakke for pædagoguddannelsen de sidste ti år. Uddannelsen har dog stædigt fastholdt sin status som den mest søgte af de mellemlange videregående uddannelser hele vejen igennem.

Alligevel er det tid til fornyelse for den 14 år gamle uddannelse. Søren K. Lauridsen håber på en snarlig revision af pædagoguddannelsen, så man kan fastholde fremgangen i antallet af ansøgere.

"Sammen med BUPL og SL arbejder vi kraftigt på at få en revision af uddannelsen på plads så hurtigt som muligt, og de nye tal er et godt incitament til at bede undervisningsministeriet om en afklaring," siger Søren K. Lauridsen, som er positiv over for fremtiden.

"Hvis vi får en revision med virkning fra 2007, så tror jeg faktisk godt, vi kan holde den her fremgang."

Mens det rykker for pædagogseminarierne, går det mindre godt for læreseminarierne, som har 10 procent færre ansøgere i år. 7.811 søgte ind på læreruddannelsen i år mod 8.656 ansøgere i 2004.



13 københavnske daginstitutioner har fået nye erfaringer i at arbejde med børns kropslige aktiviteter. Det er sket i KID-projektet "Rend og hop", og det er der kommet en bog ud af med samme navn.

Projektet var et samarbejde mellem institutionerne, BUPL København og Hovedstadens Pædagog-Seminarium, og bogen er observationer og refleksioner, formidlet af de fire konsulenter, der var tilknyttet udviklingsprojektet.

"Rend og hop" er et indblik i en inspirerende proces og et bidrag til at udvikle indholdet i og beskrivelserne af det pædagogiske arbejde.

Bogen er på 76 sider, koster 50 kr. og kan bestilles hos BUPL, Forsendelsen, tlf. 3546 5106

(kl. 10-15) eller på www.bupl.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.