Uddannelse. Københavnerstuderende mest utilfredse med it

De københavnske pædagogstuderende føler, de får mindre it-viden end pædagogstuderende andre steder. Uddannelsesministeren er klar til at stille fælles krav til it-inddragelsen i undervisningen.

Underviserne er langt fra lige dygtige til at inddrage it og digitale læremidler i undervisningen på landets pædagoguddannelser, hvis man spørger de studerende. Det viser en sammenligning af tilfredshedsundersøgelser fra pædagoguddannelser på fem professionshøjskoler, som Børn&Unge har foretaget.

På professionshøjskolen UCC i hovedstadsregionen er de studerendes tilfredshed kun på 44 på en skala fra 0 til 100, når de bliver spurgt til, om uddannelsen i tilstrækkelig grad inddrager it som en del af undervisningen. De mest tilfredse elever findes derimod på UC Syddanmark, hvor tilfredsheden topper med 68.

Hos Pædagogstuderendes landssammenslutning, PLS, nikker de genkendende til billedet af de store forskelle mellem uddannelsesstederne.

»Det er op til det enkelte uddannelsessted og den enkelte underviser, hvor meget man inddrager it i undervisningen, så det er meget forskelligt, hvor meget det fylder,« siger faglig sekretær hos PLS, Kathrine Tegllund.

Hun ser derfor gerne, at inddragelsen af it i undervisningen bliver obligatorisk på alle pædagoguddannelserne.

»Brugen af it vinder mere og mere frem især i det daglige arbejde i daginstitutionerne, både i det praktiske arbejde og i det pædagogiske arbejde med børnene. Derfor er det vigtigt, at vi som kommende pædagoger er klædt på til at guide børnene, lige meget hvilken uddannelse vi kommer fra,« siger hun.



Kræver efteruddannelse. Anne-Mette Nortvig, som skriver ph.d. på Aalborg Universitet om it-mulighederne på professionshøjskolerne, synes også, at det er en god idé at gøre it-inddragelse obligatorisk, men det kræver mere end blot en regelændring.

»Hvis it-inddragelse bliver et mål i sig selv, kan det blive en hindring for undervisningen, hvis underviserne ikke er kvalificeret til at bruge it. Det er derfor vigtigt at efteruddanne de undervisere, som ikke allerede har it-kvalifikationer,« siger hun.

På UC Nordjylland er de allerede i gang med at kvalificere nogle af underviserne gennem et EU-støttet projekt, som handler om at udvikle undervisningsformerne, hvor de deltagende undervisere også bliver undervist i, hvordan man inddrager it i undervisningen. I det kommende år vil de drøfte med de studerende, hvordan inddragelsen af it kan øges.

Studiechef for pædagoguddannelsen på UC Nordjylland Anne Krogh, som også er næstformand for pædagoguddannelsens ledernetværk, støtter op om de studerendes forslag om at gøre it-inddragelse obligatorisk, så det vil ske alle steder.

»Jeg synes, man skal styrke pædagogers it-kompetencer, da der indgår it i alle professionens arbejdsområder,« siger Anne Krogh og foreslår, at man kunne indføre det som et kompetencemål for de studerende i bekendtgørelsen.



Ministeren klar til krav om it. Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) vil ikke lægge sig fast på, hvordan it bliver inddraget mere i undervisningen, men han er enig i, at det skal være et element i den kommende revidering af pædagoguddannelsen.

»Vi har i forbindelse med aftalen om en ny læreruddannelse netop gjort it som undervisningsredskab til et obligatorisk element i lærernes grundfaglighed. Derfor synes jeg, det vil være naturligt at følge samme fodspor, når vi skal modernisere pædagoguddannelsen,« siger ministeren.



Det mener pædagogstuderende om it

I de seneste tilfredshedsundersøgelser foretaget af Ennova på pædagoguddannelserne er it-faciliteterne en af de faktorer, som svinger mest mellem de enkelte uddannelsessteder. Tallene er et gennemsnit for pædagogstuderendes svar på de enkelte professionshøjskoler. 0 udtrykker mindst tilfredshed, mens 100 er et udtryk for fuld tilfredshed.

University College Syddanmark: 68

University College Nordjylland: 65

VIA University College: 64

University College Sjælland: 60

Professionshøjskolen UCC: 44

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.