TEMA: PENGE OG PÆDAGOGIK. Det siger pædagogerne

Politikerne vil have os til at købe programmerne

Arbejder din arbejdsplads efter evidensbaserede programmer?

»Nej. Vi skal gennemføre sprogtest efter sprogpakken, men det er det.«

Lader I jer inspirere af programmerne?

»Ja, men vi har altid fokus på, om det er noget, der passer til netop vores praksis. Politikerne vil gerne have os til at købe programmerne, så de kan måle og evaluere vores arbejde, for de vil vide, hvad de får for pengene. Det er en måde at styre os på, men man kan ikke måle alt, og nogle børn kan falde uden for koncepterne.«

Er det ikke rimeligt, at politikerne vil vide, hvad de får for pengene?

»Jo, hvis man ikke ved, hvad der foregår i en institution, kan det umiddelbart lyde rimeligt. Men meget af arbejdet kan ikke måles. Noget af det vigtigste i vores arbejde er at danne børnene, hjælpe dem til at hvile i sig selv og den slags. Det er svært at måle eller passe ind i et program.«

Cindie Christoffersen, pædagog i Børnehuset ved skoven i Ballerup





Bare vi ikke skal betale det hvide ud af øjnene

Arbejder din arbejdsplads efter evidensbaserede programmer?

»Ja. Vi arbejder efter LP-modellen. Vi er i gang med det sidste år i en periode på tre år, hvor vi bliver uddannet i det. Vi har ikke selv valgt det, for det skyldes, at kommunen havde penge i en kvalitetspulje, og så blev det besluttet, at institutionerne skulle arbejde med LP-modellen. Men det passer fint til vores arbejde, for vi arbejdede systemisk i forvejen.«

Tænker du over, om de, der taler godt for programmerne, måske også har en interesse i at sælge dem?

»Så længe vi ikke selv skal betale det hvide ud af øjnene for det, så er vi sådan set ligeglade med, hvor pengene går hen. Set fra vores synspunkt er det penge, der er kommet ind fra højre, og vi er glade for selve uddannelsen.«

Randi Lej-Blicher, leder af børnehaven Klippigården i Aabenraa Kommune





Vi er selv de rene vidensbanker

Arbejder din arbejdsplads efter evidensbaserede programmer?

»Nej. Tilgangene i de enkelte programmer kan være fine nok, men programmerne falder nogle gange igennem i virkeligheden, for hvis manualen ikke passer til den person, du sidder over for, kan det være et problem. Men jeg henter inspiration forskellige steder fra. Jeg har bare en mere holistisk tilgang, hvor jeg tager udgangspunkt i det enkelte barn, og hvad det har brug for.«

Tænker du over, om de, der taler godt for programmerne måske, også har en interesse i at sælge dem?

»Jeg har i hvert fald lagt mærke til, at de, der holder oplæg på kurser, næsten altid er cand.-et-eller-andet, eller også repræsenterer de et af programmerne. Men sådan behøver det ikke at være, for vi er mange pædagoger, der er rene vidensbanker på vores område. Derfor synes jeg, pædagoger i højere grad skulle opsøge viden i deres netværk, for vi kan lære af hinanden.«

Trine Boel Nielsen, pædagog i børnehaven Hyrdebakken i Ebeltoft

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.