TEMA: PARLAMENTSVALG: Bare kast jer ud i det

Selvom det kan være svært at finde ud af, hvor man sætter sit kryds, er det vigtigt at stemme. Det mener BUPL’s formand Henning Pedersen.

Kan du forstå, at pædagogerne er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds til EU-valget?

»Ja, det forstår jeg udmærket. Jeg tror, de fleste pædagoger på den ene side godt ved, at de beslutninger, der træffes i EU, har stor betydning for danske forhold. Men på den anden side virker EU som et meget stort apparat, så det kan være svært at gennemskue, hvilket parti man bør stemme på for at få mest mulig indflydelse via de få mandater, vi har fra Danmark.«



Har pædagogerne svært ved at se, hvordan EU påvirker deres dagligdag?

»Jeg tror, pædagogerne ved, at beslutningerne i EU er vigtige for Danmark og de danske daginstitutioner. Der har været diskussioner i EU om arbejdsmarkedsforhold, for eksempel spørgsmålet om konfliktretten, som kan få betydning for daginstitutionsområdet i Danmark. Og pædagogerne ved godt, at diskussioner om læreplaner, fokus på faglighed, og daginstitutionernes rolle som en del af uddannelsessystemet også foregår i EU.«



Skal pædagoger stemme til EU-valget?

»Ja, bestemt! Det er vigtigt at stemme, netop fordi EU har så stor betydning for forholdene i Danmark og daginstitutionerne. Rammerne for vores institutioner bliver ikke kun fastlagt i Folketinget eller i kommunerne – de bliver også fastlagt gennem fælles EU-målsætninger, som man arbejder ud fra i medlemslandene, herunder også i Danmark. Derudover er det, som ved alle andre valg, efter min mening en demokratisk forpligtelse at give sin mening til kende gennem sin stemme.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.