TEMA. Kære kommende statsminister

Kære kommende statsminister



Jeg hedder Signe Borgstrøm, og jeg vil gerne fortælle dig om mit og mine kollegers arbejde som pædagog, og om, hvorfor jeg synes, at du som vores nye statsminister bør vide mere om, hvor vigtigt det er. Måske kan det få dig til at sætte større fokus på arbejdet med børn og unge og være med til at sikre os bedre betingelser.



Pædagog var min hylde

Jeg arbejder som pædagog i en fritidsordning og i indskolingen i Ballerup Kommune. Efter gymnasiet fik jeg vikararbejde i nogle børnehaver og oplevede, at det var yderst berigende at arbejde med og blandt børn. Jeg tog derfor pædagoguddannelsen, og efter en af mine praktikker på et fritidshjem var jeg ikke I tvivl om, at det var den rigtige hylde for mig. Nu har jeg arbejdet som pædagog i skole og fritid i 17 år, og jeg er glad for det.



Du skal vide mere om vores arbejde

Det skal du, fordi jeg nogle gange synes, at I politikere træffer beslutninger, der er virkelighedsfjerne, og hvor jeg og mine kolleger spørger os selv: Ved de overhovedet, hvad der foregår? Kender de vores virkelighed? Jeg håber, at du som statsminister nogle gange vil turde sige: Måske var det den forkerte vej, vi gik. Måske var det forkerte beslutninger, vi traf. Og måske skal vi spørge de virkelige eksperter, nemlig dem der hver dag arbejder med børn og unge, og som ved, hvordan virkeligheden ser ud, og hvilken kurs vi bør sætte for arbejdet med børn og unge.

Som pædagoger former vi fremtidens Danmark. Vi spiller en stor og betydningsfuld rolle i samfundet og i samfundets udvikling. Vi arbejder med udfordringer og værdier i et tæt samspil mellem børn og voksne. Vi arbejder hver eneste dag på at skabe grundlag for det gode liv for vidt forskellige børn med vidt forskellige forudsætninger og kompetencer. Vi arbejder professionelt og med en faglig stolthed, som vi ikke vil gå på kompromis med.

Da jeg startede mit arbejde i fritidsregi, var vi 12 medarbejdere til 60 børn. Nu er vi seks pædagoger og en medhjælper til 85 børn, og det er jo ikke fordi, der er blevet færre opgaver. Vi skal blandt andet dokumentere meget mere end tidligere, og vi skal kunne inkludere flere børn. Samtidig er vores åbningstid blevet forkortet, men vi skal stadig tilbyde det samme.

Forstår du, at vi pædagoger nogle gange kan føle os utilstrækkelige, fordi vi ikke har den tid, der er behov for? Vi er glade for vores arbejde, for vi kan se, at det giver resultater, og vi er glade for at kunne give børnene en spændende hverdag og kunne bidrage til deres udvikling. Men en gang imellem er dette drive simpelthen ikke nok, når betingelserne er for dårlige.

Kære kommende statsminister: Kvalitet koster, men er en god investering i vores fælles fremtid og i de børn og unge, der skal føre vores land videre.



Vi skal få børnene til at blomstre

Og vi skal få dem til at tro på sig selv. Vi skal skabe det gode fundament, for uden et godt fundament blæser vi omkuld i den første storm. Vi skal kunne hjælpe børnene, støtte dem og gribe dem, når det er nødvendigt.

Vi har den viden og den erfaring, der skal til for at give den omsorg og den tryghed, der kan få børnene til at udvikle sig på egne præmisser uanset baggrund og forudsætninger. Men det kræver ressourcer, og jo mere vi har mulighed for at komme på banen, når behovet er der, jo større muligheder har vi for at yde den nødvendige pædagogiske indsats. Set i det lys er det uforståeligt, at ressourcerne bliver færre og ikke flere.

Det er derfor, jeg håber, at du i dine fire år som statsminister i højere grad vil anerkende os som de eksperter, vi er, og påskønne det pædagogiske arbejde, der bliver udført på utallige pædagogiske arbejdspladser hver eneste dag.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.