TEMA. DIGITALE INSTITUTIONER: Leder skabte selv computerprogram

Lederen af en daginstitution i Skive har sammen med et forlag udviklet programmer, der kan sikre, at børnene kommer rundt om temaerne i læreplanerne.

Interaktive tavler, iPads, videokameraer. Det er alt sammen en del af hverdagen for børnehavebørnene i Daginstitutionen Valhalla i Skive. Institutionens leder har været med til at udvikle materialer målrettet børne­havebørn.

»I øjeblikket rykker det i daginstitu­tionerne. Man køber diverse apps, men som fagperson kan det være svært at finde ud af, hvad der er godt. Derfor henvendte jeg mig til et forlag for at lave noget, som brugerne kan være sikre på fungerer,« siger Lars Friis Laursen.

Det blev til materialer, som institutioner i Skive bruger til at komme rundt om de seks læreplanstemaer i en kombination mellem it og aktiviteter i den virkelige verden. Materialerne er bevidst uden facitlister.

»Det er vigtigt, at det ikke er en færdigstøbt app, som man ikke kan udvikle videre på,« siger Lars Friis Laursen.



Bliver mere trygge. På en almindelig dag kan pædagoger og børn i Valhalla begynde aktiviteterne ved en elektronisk tavle. Blæser det udenfor, kan de få oplysninger om vinden, inden de går udenfor og mærker den.

Til turen udenfor vil pædagogerne typisk medbringe en iPad. Den kan de bruge til at få yderligere oplysninger undervejs og til at tage billeder og film, som man kan arbejde videre med hjemme i institutionen.

»Man skal vælge det medie, der passer til situationen. Skal man ud, er iPaden god, fordi den er mobil,« siger Lars Friis Laursen.

Børnene i Valhalla kan sagtens komme rundt om de seks læreplanstemaer uden elektroniske medier. De får dog noget ekstra ved at bruge dem, vurderer lederen.

»Børnene bliver trygge ved de digitale medier. Det er vigtigt, for de er lige så gode som de andre medier,« siger han og medgiver, at materialet delvis fritager pædagogen fra at tænke selv.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.