TEMA: BØRNS SEKSUALITET. Børnebøger om seksualitet. Først kom storken, og så ...

1948

Børn kommer med storken, eller?

Den første danske børnebog om seksualoplysning for børnehavebørn ’Hvordan, mor’ er fra 1948 og skrevet af psykologen Sten Hegeler. I bogen forklarer lille Peters mor om mandens ’tingest’ og kvindens ’revne’ og om, hvordan Peter er blevet til. Men det ikke er alle, der synes, det er i orden at tale om den slags. Sørens mor synes for eksempel, at Peter er uartig, når han fortæller om det. For børn kommer nemlig med storken. Selvom storken senere er gået af mode, er bogen nærmest kanoniseret og senest genoptrykt i 1999.



1971

At bolle er noget så sjovt og rart

I 1970’erne udkommer flere bøger, der i folke- og børnemunde går under navnet ’bollebøger’. Nu skal alle kort på bordet. ’Sådan får man et barn’ fra 1971 af Per Holm Knudsen fortæller om, at det hele starter med mor og far, der godt kan lide hinanden, så de vil ’gerne have tissemanden ind i kussen. Det er nemlig dejligt’. Bogen bliver populær, og i 1972 modtager den Kulturministeriets Børnebogspris. I 2008 er den senest blevet genoptrykt. 

’Elle-belle-bolle bogen – sexorientering for børn’ fra 1973 af Bent H. Claësson går skridtet videre og fortæller de små læsere mere om, hvordan ’pikken glider frem og tilbage i kussen’, og at det ’kilder stærkere og stærkere i pikken og kussen, så de stønner højere og højere af bare nydelse’. På fotos af rigtige voksne kan børnene se, hvordan den slags ser ud i praksis.



1993

Kærlighed mellem forældre

I 1990’erne bliver børnebøger om seksualitet mere afdæmpede med tegnede illustrationer og forældre, der ’elsker’ i stedet for at ’bolle’. I bogen ’Den nat Kristian blev til’ fra 1993 af Lene Kaaberbøl ligger fokus på kærligheden mellem Kristians forældre, og hvad der sker, når man elsker hinanden. I en anden nyere bog, ’Da Emma blev Emma’ fra 2008 af Peter Gotthardt er den nøgterne fremstilling af den seksuelle akt skiftet ud med en poetisk fortælling om fireårige Emma, der rejser tilbage i tiden og følger, hvordan hun bliver til. Mors og fars celler bliver til lillebitte Emma, som vokser sig stor og bliver født.



2011

Nogle kan bedre lide at spille guitar

I 2011 kommer bogen ’Til de nysgerrige’ af Josefine Eiby, som er en udførlig og opdateret version af 70’er bøgerne. For eksempel kan man læse, at en ’våd tissekone på en voksen kvinde ikke er det samme som at tisse i bukserne’. Bogen forklarer også, at det ikke er alle voksne, der kan lide at have sex – ’Nogle vil for eksempel hellere spille elguitar’, og at en kvinde og en kvinde eller en mand og en mand også kan have sex sammen. Bogen viser tegnede illustrationer af nøgne mænd og kvinder, med og uden hår på kroppen og med lange, spidse, store og små bryster. Den kommer også ind på børns egen seksualitet og på, hvad klitoris er.



Børnebøger om sex, graviditet og fødsel

’Hvordan, mor?’ af Sten Hegeler (1948)

’Per får svar’ af Grethe Ebbesen (1955)

’Sådan får man et barn’ af Per Holm Knudsen (1971)

’Elle-belle-bolle bogen’ af Bent H. Claësson (1973)

’Dig, mig og vores ny baby’ af Marlee Alex (1981)

’Sådan – får man altså børn!’ af Liller Møller (1992)

’Den nat Kristian blev til’ af Lene Kaaberbøl (1993)

’Vi skal have en baby!’ af Christian Tielman (2005) 

’Da Emma blev Emma’ af Peter Gotthardt (2008) 

’Slottet med de mange værelser’ af Helene Goldberg (2008)

’Er det her, der bliver bollet?’ af Maise Njor (2009). 

’Det kilder’ af Janne Hejgaard (2010). 

’Når livet begynder’ af Thomas Meloni Rønn (2010)

’Til de nysgerrige’ af Josefine Eiby (2011)

’Pigen og drengen’ af Oskar K. (2011)

’Karla leger mor og børn’ af Pia Olsen (2012)

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.