TEMA. ÆLDREPÆDAGOGIK. Derfor er det fedt

Tre pædagoger fortæller om de gyldne øjeblikke i deres arbejde med ældre.

Når Deep Purple går på pension

Det at blive gammel er lig med mange store tab. Hvis du bliver over 90 år, er der rigtig stor risiko for, at du har mistet i hvert fald ét barn, og man kan miste sin ægtefælle, og vennerne dør omkring én. Det er de vilkår, der er ved at blive ældre, og jo ældre man bliver, jo værre er det. I mit arbejde hjælper jeg de ældre med at skabe nye netværk, og dermed er jeg med til at give dem mulighed for en god alderdom. Det, synes jeg, er noget af det bedste ved mit arbejde.

Men der er også meget styrke og kapacitet i de ældre i dag, og jeg synes, det er Der skal flere pædagoger i ældreplejendejligt, at de ved, hvad de vil. Jeg var til koncert med rockbandet Deep Purple i sidste uge, og trommeslageren, der er 68 år, sad og hamrede løs i næsten to timer. Jeg er selv 58 år, og jeg snakkede med mine venner om, at når vi skulle på plejehjem, så skulle der være plads til noget musik. Det er jo nogle andre ting, der interesserer os end tidligere tiders ældre. Og vi skal nok passe på med ikke at være for konforme i forhold til, hvordan vi forestiller os, at plejehjem og aktivitetscentre skal være.

Aase Kjeldgaard Larsen. Aktivitetsmedarbejder i Aalborg Kommune. Har arbejdet i ældresektoren siden 1978.



En plejeopgave er ikke bare en plejeopgave

Når man sidder otte mennesker omkring et bord, kan det godt være svært at blive set. Men det er noget helt andet, når det bare er mig og en bruger. For mig er en plejeopgave ikke bare en plejeopgave. Det er der, jeg har enetiden med brugeren, hvor jeg kan komme i dybden med nogle ting og har mulighed for god øjenkontakt og fuldt fokus på mennesket foran mig. Det kan godt være, at de ikke kan huske det, når de kommer hjem, men i situationen har de virkelig følelsen af at blive set og hørt. De kan ændre sig helt utroligt, og man kan se, hvordan de liver op og får et glimt i øjet. Det er sådan nogle øjeblikke, man bare lever for.

Jeg spiller guitar og fløjte, og jeg elsker at have musikken med mig i mit arbejde med de ældre. Og mange undersøgelser viser, at musik er utrolig godt for mennesker med demens. Nogle demente har nærmest ikke noget sprog længere, men når man begynder at spille musik, kan de synge med. Og nogle kan teksterne både forfra og bagfra. En fod eller en finger begynder at vippe. Nogle sange rammer dem, mens andre fiser lige igennem. Det skal helst være ældre sange, og går man bare lidt tilbage, kan de faktisk utroligt mange sange, mange flere end jeg kan. Så man kan også lære nyt af dem.

Lillian Stephansen. Pædagog i Birkehuset – Demensdaghjem i Holstebro – i seks måneder.



Der skal flere pædagoger i ældreplejen

Jeg tror bestemt ikke, at personalet var glade for, at der blev ansat en pædagog i starten. Det har været en stor omvæltning. De har nok tænkt ’Er det nu ikke godt nok, det vi hele tiden har gjort?’. Men det ene udelukker ikke det andet. Jeg havde jo slet ikke kunnet klare mig uden de andre faggrupper. Men jeg har også fået brugt min pædagogiske uddannelse på alle måder. Jeg har blandt andet været med til at ændre kulturen, så brugerne får den selvbestemmelse og medbestemmelse, de har ret til. Før var der en meget fasttømret kultur, som fordrede ro, renlighed og regelmæssighed. Der var kun øl og sodavand i weekenden. Men hvis man har lyst til en øl en tirsdag, skal man da have lov til det.

At være ældre i vore dage er bare noget andet end for 20 år siden. Vi har mange ældre, der er rigtig aktive, og som deltager i alt muligt uden for huset. Man skal ikke flytte på ældrecenter og sætte sig i en stol og være passiv, til livet slutter. Det er dér, man som pædagog kan komme ind og sige ’hallo, livet er ikke slut endnu!’. Så længe du trækker vejret, er der motivation og mulighed for at leve livet videre, selvom man har brug for hjælp.

Jeg er helt overbevist om, at jeg bliver i ældreområdet, indtil jeg går på pension. Og jeg tror, interessen for området vil vokse. Der skal flere pædagoger i ældreplejen!

Janne Tina Jørgensen. Pædagog i Kildemarkscentret i Næstved i fem år. Ældrecentret består af private ældreboliger og et fælleshus.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.