TEMA. 2013 TUR/RETUR: Antorini er klar med en trivselsgave

Det har været et hæsblæsende år for Christine Antorini (S), der mistede daginstitutionsområdet, men fik en skolereform forhandlet hjem.

Christine Antorini, hvad er det bedste, der skete i 2013?

»Det er helt fantastisk, at det er lykkedes at lande en stor, flot reform af fremtidens folkeskole. Det er sådan en, der sætter rigtig lange spor. Vi får sat skub i at få udviklet folkeskolen, så alle børn bliver så dygtige, som de kan, uanset deres sociale baggrund. Og det gør vi bedst i et samarbejde på tværs, hvor vi udvikler leg, læring og undervisning i gennem den længere skoledag.«

»Jeg tænker ’åh, hvor er det da ærgerligt, at mine børn nu er blevet voksne og ikke bliver en del af den nye folkeskole’. Min søn, der lige er blevet pædagog, ville have elsket, at bevægelse, det praktiske og det virkelighedsnære var en del af hans skole. Nu er han skolepædagog og kan få lov til at gøre det i praksis.«



Hvad er det bedste, der kan ske i 2014?

»At vi gør os rigtig umage alle sammen med at udvikle indholdet. Med udgangspunkt i eleverne kan vi så i fællesskab samarbejde om, hvordan vi får udviklet det spændende læringsrum, som den nye skoledag giver mulighed for? Det skal vi alle sammen gøre noget for, også her inde i ministeriet.«



Hvad vil du gøre for at glæde børn og unge i 2014?

»Min gave vil være, at vi skal måle på børnenes trivsel. Ét er, at vi måler på, om de er gode til dansk og matematik, men vi har aldrig målt på, om de er glade for at gå i skole. Trives de? Har de gode kammerater? Synes de, at de bliver respekteret? Vi ved, at hvis børn oplever, at de trives, så er det det bedste fundament for at blive dygtige. Trivsel og faglighed skal gå hånd i hånd. Så børnene får en trivselsgave af mig.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.