Svamp forfølger pædagoger
Svamp forfølger pædagoger
En halv snes pædagoger fra Børnehaven Parken i Sønderborg bliver tilsyneladende forfulgt af svamp. Gennem 12 år måtte de arbejde i den nu nedlagte børnehave på Kongevejen, som var angrebet af skimmelsvamp fra sokkel til skorsten. Det havde alvorlige konsekvenser for flere af pædagogernes helbred. Flere døjede med blodigt slim, irriterede luftveje og lungeproblemer (Børn&Unge nummer 11/2001). Først efter at BST gik ind i sagen og betegnede forholdene i institutionen som direkte sundhedsfarlige, kom der skred i sagerne. Kommunen anviste i 2000 nogle midlertidige indkvarteringsmuligheder i en skummel, tyskbygget skolebygning, og først i maj måned sidste år rykkede børnehaven ind i helt nye bygninger.
Nu har kommunens teknikere konstateret alvorlige svampeskader i den nye børnehave, som har fået det idylliske navn Parken.
»Vi har lidt problemer med indeklimaet, men om det skyldes for tør luft eller svampe, ved vi ikke. Men nogle af kollegerne har irriterede slimhinder, og vi kan ikke sige med sikkerhed, hvad det skyldes,« siger lederen af Parken, Gitte Wrang.
Pædagoger og børn kan nu vente en større renovering af de helt nye bygninger - hele taget skal lægges om - men inden den går i gang, vil kommunen have placeret ansvaret for byggesjusket. Foreløbig har kommunen stævnet entreprenøren og byggerådgiverne for at få spottet syndebukken, og imens florerer svampene livligt på loftetagen i Børnehaven Parken. Renoveringen ventes at koste cirka en million kroner.