Stort løft til uddannelsen
Stort løft til uddannelsen
Et ekstraordinært løft af pædagoguddannelsen er på vej. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen (S) vil sløjfe et talentprogram, som V-K-LA-regeringen indførte, og i stedet bruge pengene på at forbedre pædagoguddannelsen.
I alt kommer der 127,5 millioner kroner til professionshøjskolerne, som selv kan vurdere, hvordan pengene bruges bedst. Det ekstraordinære tilskud rækker frem til 2022.
I en pressemeddelelse siger Ane Halsboe Jørgensen:
»Vores pædagoguddannelse skal være bedre, så vi får flere dygtige pædagoger – det er en af mine topprioriteter. Vi skal sikre den grundlæggende kvalitet af vores uddannelser, før vi laver eliteprogrammer, så vi prioriterer pædagoguddannelsen over den tidligere regerings talentinitiativ. Når vi investerer i pædagoguddannelsen, investerer vi i vores børns fremtid.«
Udsultet uddannelse. Mia Rebecca Lund, faglig sekretær i Pædagogstuderendes Lands Sammenslutning, PLS, blev glædeligt overrasket, da hun fik nyheden om de mange millioner.
»Det er godt, at nogen kommer med en håndsrækning og en anerkendelse af, at pædagoguddannelsen er udsultet. Det er en rigtig god start, for at vi som pædagogstuderende kan blive klar til at varetage faget som pædagoger,« siger hun.
»Det er en engangsbevilling, men det er helt klart et skridt i den rigtige retning. Nu håber jeg bare, at det kan sætte lidt fokus på uddannelsen, og vi kan få en varig finansiering,« siger hun.