Specialområdet presser økonomien

Fire ud af ti kommuner forventer, at det bliver nødvendigt at spare på dagtilbud, SFO og klubområdet i 2010. Mange forklarer det med stigende udgifter på specialområdet.

Flere kommuner oplever, at deres budget bliver presset af det stigende antal børn med specialpædagogiske behov.

En undersøgelse foretaget af Capacent for BUPL viser, at fire ud at ti kommuner regner med at spare på dagtilbud, SFO'er og klubber næste år. Godt hver tredje forklarer det med, at økonomien er presset af udgifter til det pædagogiske specialområde.

Forskningen på det neurologiske område medfører, at der bliver udviklet flere nye diagnoser i disse år. Udviklingen fører til voksende udgifter på specialområdet, som presser budgettet på det almene børne- og ungeområde. Aabenraa er blandt de kommuner, som mærker det øgede økonomiske pres fra specialområdet.

"Dels er der flere børn, som har brug for særlige undervisningstilbud på grund af udviklingen og forskellige diagnosticeringer. Men der er også sket det, at skolerne som sådan henviser flere til specialtilbud," fortæller Heinz Auerbach, direktør for Børn & Skole i Aabenraa kommune.

De stigende udgifter på specialområdet betyder, at Aabenraa Kommune tvinges til at spare på det almene børne- og ungeområde.

"Udgifterne til en plads i en specialskole er alt andet lige højere end udgifterne til en almindelig skoleplads. Og vi får ikke flere penge til området generelt. Derfor er vi nødt til at finde midlerne til området i det budget, vi allerede har til rådighed," fortæller Heinz Auerbach, som samtidig påpeger, at kommunen i forvejen er presset af finanskrisen og en medfølgende stigning i antallet af voksne på overførselsindkomster.



Læs mere på nettet:

Forældrekrav bag stigende udgifter

Forældre har i dag stor viden om deres børns mulige funktionsnedsættelser og kræver, at børnene får den optimale behandling. Det presser pædagoger og kommunale budgetter.

www.boernogunge.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.