Snip snap snude - nu er lusen ude
Snip snap snude - nu er lusen ude
Fortvivlede pædagoger og forældre kan om kort tid gribe til et helt nyt våben i kampen mod de genstridige lus. En lusesnapper
Lusesnapperen er et særligt mundstykke til at sætte på støvsugeren, så man ganske enkelt støvsuger de plagsomme dyr væk fra hovedbunden.
Trods sin enkelhed er det ifølge opfinderen som at gå fra synålen til symaskinen. Behandlingen skulle både være effektiv og så behagelig, at man kan gentage den to gange om dagen, indtil man er sikker på, at alle æg er udklækket, og lusene er væk.
Som far til fire langhårede og luseplagede piger mellem 5 og 15 år var handicaphjælper Carsten Høegholm fra Hobro godt træt af tættekam og kras shampoo. Men egentlig var det hvepse, der lagde grunden til lusesnapperen.
»En dag slog flere hundrede hvepse sig ned på min græsplæne. Pigerne løb rundt i bare tæer, så jeg begyndte at støvsuge hvepsene væk,« fortæller Carsten Høegholm.
Et par uger senere kom en af døtrene igen hjem med en velvoksen koloni lus i hårpragten. Så faldt 25-øren.
»Ideen opstod i et splitsekund. 14 dage senere var jeg klar med en prototype, og så gik jeg ellers løs på lusene. Det blev en succes med det samme.«
Lusesnapperen kommer i handlen i løbet af januar og vil koste omkring 300 kroner. Den har en tættekam i den ene ende og et filter i den anden, så man kan se sin fangst. De indfangne lus er levende, og står det til læge Kim Plaschke fra Næstved, skal de ikke ende deres dage i skraldespanden. Han tager imod dyrerne til en lusebank, som skal afdække, hvordan småkravlene spredes, og hvilke stammer der opstår rundt om i landet.