Skolen får brug for pædagoger

NYT FRA HOVEDBESTYRELSEN

Debatten om fremtidens folkeskole kører i højeste gear. Børne- og undervisningsminister Christine

Antorini (S) vil have en ny nordisk skole, og ministerens Task Force er også kommet med et bud på, hvordan daginstitutionerne kan forme fremtidens skoleelever fra blealderen. Og nu har BUPL’s hovedbestyrelse vedtaget en vision for fremtidens folkeskole.

Visionen skal give et mere kvalificeret indspark til debatten om skolen, påpeger Allan Baumann, faglig sekretær i BUPL’s forretningsudvalg og politisk ansvarlig for fritids- og skoleområdet.

»Vi har brugt de sidste år på at få cementeret, hvad der er åbenlyst: At pædagogerne er i folkeskolen, og at de har en opgave dér. Men et er at være i skolen, noget andet er, hvad vi vil derinde. Det er det, visionen skal give et bud på,« siger han.

Visionen er ikke et alternativ til de øgede krav om faglighed, som har ramt folkeskolen.

»Hvis man siger selvforvaltning på den ene side og voksenstyret struktureret læring på den anden side, prøver vi at placere os på samme måde som på dagtilbudsområdet. Det er ikke et spørgsmål om enten-eller, det er et spørgsmål om både-og,« siger Allan Baumann.

»Og der, hvor pædagogerne har et enormt stort bidrag til skolens udvikling, det er det sociale aspekt, trivselselementet. Når vi mener, det er vigtigt med pædagoger i folkeskolen, er det ikke for at overtage lærerens undervisning. Vi skal ind og være med til at skabe forudsætningen i skolen for, at undervisningen kan blive bedre. Det er pædagoger gode til,« siger Allan Baumann.



Visioner for pædagoger i skolen

I fremtidens folkeskole er det ikke nok kun at dyrke de faglige kompetencer. BUPL mener, at børn og unge også skal udvikle følgende kompetencer:

• Kreativitet

• Empati og social ansvarlighed

• Handlekompetence

• Selvindsigt

• Verdensborgerskab

• Medborgerskab

• Nysgerrighed.



Pædagogerne er også en del af fremtidens folkeskole, mener BUPL. Deres opmærksomhed på børns

fællesskaber, mere utraditionelle læringsmiljøer og på inkluderende potentialer er enormt vigtige for skolen. Derfor vil pædagogerne i fremtiden blandt andet:

• Være ledere af børnegrupper

• Have et helhedssyn på børn og unge

• Udføre både generelle og specielle opgaver, for eksempel med inklusion

• Udvikle og dokumentere andre sider af skolen end faglige læringsmål

• Være pædagogfaglige ledere på skolerne

• Være orienteret mod kultur og natur

• Være engageret i kreative, musiske og praktiske læringsaktiviteter.

Kilde: BUPL’s vision for fremtidens folkeskole.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.