Skolebørn frygter tab af venner
Skolebørn frygter tab af venner
Når børnehavelivet skiftes ud med skemalagte skoletimer og korte frikvarterer, er det noget af en omvæltning for de 5-6-årige. Det viser Egmont Fondens årsrapport 2019, som dykker ned i en række aktuelle skolestartsprojekter og beskriver flere undersøgelser, som Fonden har støttet.
Der indgår fx en undersøgelse fra Rambøll, som spørger ind til børns egne oplevelser af at starte i skole. Her siger en pige om sin skolestart: »Jeg blev meget ked af det, da jeg fandt ud af, at min bedste veninde ikke skulle gå på den samme skole som mig.«
Mange børn er netop nervøse for, om de kan finde nye venner i skolen. Når de bliver spurgt, om det bliver let at få nye venner, svarer hele 28 procent ’nej’ eller 'ved ikke'.
Henriette Christiansen, som er direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, tilskriver især pædagoger en vigtig rolle i børns skolestart.
»De har en virkelig vigtig rolle i forhold til at spore børnenes bekymringer og udfordringer samt støtte dem i at få en god og tryg overgang, også i samarbejde med forældrene. Mange gange følger pædagoger fra børnehaver med over i skolen den første skoletid, og også her står pædagoger parat til at arbejde med børnenes trivsel og hjælpe dem til at indgå i nye børnefællesskaber. Mange undersøgelser og projekter fra vores nye rapport viser, hvor fagligt kompetente pædagoger er i overgangen fra børnehave til skole,« siger hun.
En god skolestart kan være afgørende for børns fremtid, viser forskning fra VIVE: Hvis børn allerede som syvårige har to eller flere trivselsudfordringer i skolen, forringes deres chancer for senere i livet at få uddannelse og job.