Skal PMF overleve som selvstændigt forbund?
Skal PMF overleve som selvstændigt forbund?
Mogens Bech Madsen, afdelingsformand, Vestsjællands Amt:
»Jeg ser helst, at vi fortsætter som selv-stændigt forbund. Men alternativt er der to muligheder: Som en del af FOA eller som selvstændig afdeling i SiD. Jeg tror, at vi har forspildt en historisk chance for at samle de pædagogiske forbund, og det er svært at se, at det kan ske inden for en overskuelig fremtid.«
Gitte Hesselmann, faglig sekretær, Himmerland:
»Jeg synes, at vi skal være selvstændige, så længe det kan lade sig gøre. Og selv om det blev et nej til fusionen, har vi jo stadig mange samarbejdsflader med BUPL. Men ellers synes jeg, at vi skal indgå i de fællesskaber, som kan være med til at sikre bedre vilkår for medlemmerne. Tiden er ikke moden til at snakke om at gå sammen med andre forbund, tiden er til at opbygge netværk, der går på kryds og tværs. Det oplever vi jo fungerer fint lokalt i MED-udvalgene i de enkelte kommuner.«
Nina Leibowitz, faglig sekretær og HB-medlem, København/Frederiksberg:
»Vi skal være selv-stændige og fokusere på arbejdspladsfællesskabet med BUPL. En pædagog-medhjælper er stadig den bedste advokat for en pædagogmedhjælper, derfor er det vigtigt, at vi kan fastholde at være en nærværende organisation. De, der skal udvikle vores organisation, skal kende virkeligheden på institutionerne, og derfor er det op til os at få organiseret medhjælperne. PMF skal være til stede på arbejdspladserne, og det bliver vores største udfordring i den nærmeste fremtid. Det er det, vi skal bruge kræfterne på, og det skal vi gøre alene, medlemmerne skal opleve, at vi kommer, når de kalder.«
Birgit Rømer, HB-medlem, Bornholms Amt:
»På Bornholm er vi jo i kartel med BUPL, og vi havde håbet på en fusion. Men når det nu ikke blev til noget, skal vi fortsætte som selvstændigt forbund og fortsætte samarbejdet med BUPL. Det har kunnet lade sig gøre før, og det kan det fortsat. Vi skal ikke søge efter en anden partner lige her og nu. Det her fusionsprojekt og hvervekampagnen har taget på kræfterne, og nu skal vi have tid til de dagligdags ting.«
Per Brobæk Madsen, afdelingsformand, Århus Amt Syd:
»Nu skal vi lige trække vejret efter fusionsprocessen. Som det er efter en skilsmisse, vil det nok også være klogt for os, hvis vi ikke lige farer op i baren for at finde en ny partner. PMF er ikke den samme organisation efter de fusions-diskussioner, vi har været igennem, og derfor skal vi nu bruge tiden på at finde nye visioner for PMF. Vi har brug for at lave en ny masterplan indtil kongressen næste år, og så skal vi finde nye veje derfra. Tiden må vise, om vi skal være sammen med et andet forbund, måske FOA eller SiD. Men ellers synes jeg, at vi skal fortsætte samarbejdet med BUPL, for der er jo meget, vi er enige om, for eksempel om at kvalitet i arbejdet er tid til børnene.«