S: Det skal være nemmere at udskyde skolestart
S: Det skal være nemmere at udskyde skolestart
Hvis forældrene og pædagogerne er enige, skal det være nemmere at udskyde et barns skolestart. Det foreslog Socialdemokraterne på partiets kongres i sidste uge.
»Vi må erkende, at vi har et skolesystem i dag, hvor vi kommer til at presse nogle børn og unge for meget og for hurtigt. Man skal have lov til at træffe valget selv. Det skal ikke være rigide regler, der gør sig gældende,« sagde partiformand Mette Frederiksen til dr.dk inden kongressen. Mange pædagoger tager formentlig positivt imod meldingen. De har ofte være frustrerede over, at deres argumenter om at udskyde skolestart
for et barn ikke er blevet hørt, efter at reglerne om skolestart blev ændret i 2009: Her
blev børnehaveklassen obligatorisk, samtidig med at beslutningen om skolestart blev lagt hos skoleledererne. Før lå ansvaret og beslutningen hos forældrene – i tæt samråd med pædagogerne. Ændringerne har betydet, at antallet af børn,
der har fået udsættelse, er styrtdykket. På landsplan fik 21 procent af eleverne i 2004 udsat skolestarten. Sidste år var tallet faldet til 6 procent. Samtidig er der stor forskel på, hvordan kommunerne håndterer muligheden for udsat skolestart, viser tal fra Undervisningsministeriet. I Ærø Kommune var det sidste år 18 procent af en børnehaveklasseårgang, der udsatte skolestarten. I Kalundborg Kommune lå tallet nede på 2 procent. Udspillet om skolestart er en del af en samlet børnepakke, som Socialdemokraterne vil bruge til at profilere Mette Frederiksen som børnenes
statsminister. Et udspil, som BUPL’s formand Elisa Rimpler overornet tog positivt imod på Twitter. ’Gode ambitioner fra Mette Frederiksen på #SKongres … Tak for det. Vi hjælper gerne til med at nå ambitionerne’, skrev hun.