Religion i børnehøjde. Børnebog sætter fokus på Gud

Kim Fupz Aakesons bog ’Fandens Far’ er med til at åbne op for nogle af de religiøse spørgsmål, som mange børn går rundt og tumler med.

Tror du på Gud?’ Det spørgsmål stiller hovedpersonen, Sarah, i bogen ’Fandens Far’, sine forældre. Et spørgsmål, som vil opstå for alle børn på et tidspunkt gennem deres barndom. Bogen er fra 1998, men er blevet genudgivet og illustreret af en ny tegner, da religion for anden gang i Kim Fupz Aakesons liv er blevet det store taleemne hjemme ved spisebordet.Selvom Kim Fupz Aakeson selv er ateist, ender det alligevel ofte med at være et emne, han beskæftiger sig med. ’Fandens Far’ er derfor en af hans mange bøger, der omhandler religion.



Hvorfor er emnet aktuelt lige nu?

»Jeg skrev bogen første gang, da min førstefødte datter var fyldt seks år, og det pludselig gik op for hende, at alle engang skal dø. Vi snakkede derfor pludselig meget om religion derhjemme, og nu bliver bogen så genudgivet, da jeg igen har en ­datter på seks år, der snakker meget om døden og at leve evigt. Det er jo en stor ting, når det går op for et barn, at festen slutter på et tidspunkt. Så jeg har begge gange oplevet en stor interesse for det religiøse, for at leve evigt og for at komme i himmeriget frem for andre steder. Så det er noget, jeg tit beskæftiger mig med, og det er jo lidt sjovt, når jeg selv er ateist. Men jeg kan enormt godt lide samtalen om noget andet og noget større – og der synes jeg, religionen er god at tage udgangspunkt i. Det er en fælles reference, vi har«



Er der for lidt fokus på religion?

»Nej, men det er en fuldstændig absurd viden at have om tilværelsen, at vi er de eneste væsner på jorden, der ved, at vi skal dø. Det er et emne, vi kan blive ved med at snakke om, fortælle historier om og er samtidig noget, vi skal forholde os til. På den ene side skal vi leve vores liv, som om vi ikke vidste noget – for vi kan jo ikke tænke på det hele tiden. Men vi ved det, og derfor er vi også nødt til at finde en måde at kunne leve vores hverdag på uden at panikke. Jeg snakkede med en ældre mand forleden, som er begyndt at tælle år i forhold til, hvad han skal bruge sin tid på. Så vi skal både tænke på det og ikke tænke på det.«



Hvorfor blande religion ind i børnelæsning?

»Jeg oplever, at begge mine døtre er tynget af de store spørgsmål. Ret tidligt begynder man at undre sig og spørge, så jeg oplever filosofi og religion som meget relevant at tage fat på og snakke om og samtidig også spændende at snakke om. Børn har tit en åben tilgang, som bare er sjov at møde for ældre gnavne mænd som mig.«



Om bogen

’ Fandens Far’ Af Kim Fupz Aakeson. Illustreret af Cato Thau-Jensen. Forlaget Carlsen, 2016. 32 sider, vejl. pris 250 kr.

Sarah er sikker på, at hun og mor kommer i himlen, men ikke, om hendes far, der altid bander, gør. Bogen sætter fokus på Gud, tro, himmel og helvede, og den er tilegnet børn fra 5 år.



Om forfatteren

Kim Fupz Aakeson er forfatter og har skrevet både filmmanuskripter, noveller, romaner og børnebøger. Med mere end 100 børnebøger på bibliografien er han en af Danmarks mest produktive børnebogsforfattere.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.