Rektor: Umuligt at levere kvalitet i uddannelsen
Rektor: Umuligt at levere kvalitet i uddannelsen
Med regeringens forslag til finanslov forlænges omprioriteringsbidragets liv til 2022. Det vil sammenlagt koste professionshøjskolerne 2,6 milliarder kroner.
Besparelserne gør det til en næsten umulig opgave at levere kvalitet i uddannelserne, mener Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole og formand for Danske Professionshøjskoler.
»Når åreladningen fortsætter så længe, så kan vi ikke levere det, vi er sat i verden til: Uddannelser som sikrer kvalificerede professionelle til at løfte de opgaver, som får samfundet til at fungere og udvikle sig. Beløbet svarer til 1.200 årsværk. De beløb finder vi ikke ved at slukke for varmen om vinteren og bede medarbejderne om selv at medbringe kuglepenne,« siger han.
I fagbevægelsen og blandt de studerende lyder også skarp kritik af besparelserne. På Twitter skriver BUPL-Storkøbenhavns formand, Michael Egelund, som sidder i bestyrelsen på Københavns Professionshøjskole: ’Professionshøjskolerne står til at miste 2.6 mia kr. frem til 2022. Det får meget alvorlige negative konsekvenser for velfærdssamfundet’. De pædagogstuderendes landsforening, PLS, raser også på Twitter: ’Åhh, hvor er det dog tåbeligt. Smertegrænsen er for længst nået. Invester dog i fremtiden i stedet’.