Regeringens yngste fik socialen

Ved et regeringsskifte eller en regeringsomdannelse er der i BUPL især fokus på, hvem der bliver socialminister. Med til rutinen hører også, at Børn&Unge interviewer den nyudnævnte. Vi havde da også håbet at kunne præsentere Henriette Kjær (K) og hendes socialpolitiske program, men ministerens pressesekretær har bedt om forståelse for, at den ny socialminister skal have tid til at sætte sig ind i stoffet, inden hun kaster sig ud på det dybe vand. Derfor kun en kort omtale af Henriette Kjær - og de to andre fagministre, som BUPL og pædagogerne nok får mest berøring med: Undervisningsminister Ulla Tørnæs og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Henriette Kjær er med sine 35 år den nye V-K regerings yngste medlem. Hun er født 3. maj i Elsted nord for Århus som datter af journalist Flemming Anton Kjær og husmoder Karen Nielsen.

Matematisk-faglig student blev hun i 1985. Siden arbejdede hun et par år som chauffør i et kurerfirma og fra 1988 på Morgenavisen Jyllands-Posten, senest i avisens arkiv og bibliotek. I 1993 startede hun på Danmarks Biblioteksskole i Aalborg, men måtte afbryde uddannelsen, da hun i efteråret 1994 blev valgt til Folketinget.

I oppositionstiden var Henriette Kjær de konservatives ordfører på miljø, sundhed og IT. Derimod ses hun ikke at have beskæftiget sig med socialpolitik i noget nævneværdigt omfang. »Jeg blev konservativ i oprør mod mine venstreorienterede lærere i folkeskolen,« står der at læse på Henriette Kjærs hjemmeside.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs, Venstre-kvinde og 39 år, har vel nærmest været prædestineret til et liv i politik. Hendes far, fiskeskipper Laurids Tørnæs fra Esbjerg, tjente således som minister under Schlÿter og er i dag amtsborgmester i Ribe Amt.

Ulla Tørnæs, der er nysproglig student fra 1981, har været indskrevet både Odense Universitet, Handelshøjskolen i København og Københavns Universitet. Afsluttet et studium har hun imidlertid ikke.

Fra 1986 til 1994, hvor hun første gang blev valgt i Folketinget, var hun ansat i sekretariatet for Venstres folketingsgruppe. Og selvsamme gruppes politiske ordfører var hun, indtil Anders Fogh Rasmussen ringede og bad hende indtage Undervisningsministeriet. Efter at have siddet som næstformand for Folketingets uddannelsesudvalg må man formode, at Ulla Tørnæs har fagligheden i orden. Børn har hun i øvrigt også, to styk, Ida Marie og Eva Kirstine.

Venstres tidligere partisekretær Claus Hjort Frederiksen, der er blevet udnævnt til beskæftigelsesminister, har ord for at være en hård hund og for at stå på overordentlig fortrolig fod med statsministeren.

Frederiksen, der har startet sin ministergerning med at bebude et lovindgreb mod overenskomster, som lægger hindringer i vejen for deltidsansættelser, er født i 1947. Moderen var børnehaveleder og faderen prokurist.

Som nyslået cand. jur. blev Claus Hjort Frederiksen i 1973 ansat hos Venstres folketingsgruppe for 12 år senere at overtage posten som partisekretær. Var i den mellemliggende periode ude at se sig om i samfundet, først som fuldmægtig i Landbrugsministeriet og siden som sekretær i en arbejdsgiverforening.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.