Professor: Klassisk musik til småbørn
Professor: Klassisk musik til småbørn
De fleste tænker meget over, om børn får varieret kost og har dejligt, blødt tøj på.
Jeg mener, at spørgsmålet om, hvad vi putter i ørene på børnene, er lige så vigtigt,« siger Inge Marstal, professor i musikpædagogik og docent ved Det kongelige Danske Musikkonservatorium - første sted i Danmark, der præsenterer kandidater, som kan undervise børn fra 0-3 år i musik.
Hun anbefaler, at man i vuggestuerne gør meget ud af at vælge hvilken musik, der bliver spillet for børnene.
»Det er efterhånden almindelig kendt, at de første to år af et menneskes liv danner grundlag for resten.«
»Og hvis børnene hører mange forskellige typer musik, giver man dem flere strenge at spille på.
For eksempel er det en god ide, at man i vuggestuerne spiller små klassiske musikstykker for børnene, når de skal sove - for at give dem ro,« siger Inge Marstal, der peger på, at den klassiske musik kan være med til at åbne børnenes modtagelighed for sansninger, for stemninger og skønhed og give dem ro.
»Når så børnene møder klassisk musik senere i livet, vil de kunne genkende nogle positive følelser og måske få vakt en musikalsk nysgerrighed og lyst til at udvide deres musikalske horisont,« siger hun.
Inge Marstal anbefaler, at man spiller enkel ren musik for de små børn. Ikke de store, indviklede symfonier, men ukompliceret musik, hvor det melodiske element er fremtrædende. En af pointerne er desuden, at musikken er autentisk og bliver spillet på levende, akustiske instrumenter.
Hun minder om, at lyde påvirker utroligt meget.
For kraftige lyde og for meget larm kan give stress eller ligefrem sygdom, og musik kan fremkalde alle slags følelser - fra glæde og velvære til aggressivitet eller ubehag.
»For eksempel kan høj rockmusik med voldsomme trommer og bas fremkalde stress hos små børn,« påpeger Inge Marstal, og tilføjer:
»Og mens børnene kan lukke munden, hvis de ikke vil have mad, og lukke øjnene, når de ikke vil se - er de prisgivet de voksnes musiksmag - og hvad de vælger, der skal strømme ud af højtalerne. For børnene kan ikke lukke ørene.«