Pigerne overhaler drengene

Før var det drengene, der havde styr på computer og internet. De brugte flest timer foran skærmen. Men nye tal viser, pigerne bruger fire timer mere på nettet om måneden end drengene.

Drengenes tid som internettets herrer er forbi. Pigerne har overtaget.

En måling fra Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM) viser, at pigerne i aldersgruppen 10-14 år i juli brugte 11 timer på internettet, hvor drengene kun brugte lidt over syv timer. Målingen omfatter de 142 største danske sites, som er medlemmer i FDIM.

Projektmedarbejder Gry Hasselbalch fra Medierådet for Børn og Unge er ikke overrasket over tallene.

"Det kan skyldes, pigerne er mere vilde med at bruge internettets kommunikerende funktioner. Deres indsigt i sociale netværk over nettet er simpelthen bedre end drengenes," siger hun.

"Før i tiden var det drengene, der brugte internettet mest, men nu er pigerne begyndt at overhale drengene, og det gør de også i andre lande, så det er jo en tendens."



Virkelige piger. Chatsiden Arto er en af de mest besøgte hjemmesider, og den fik besøg af 120.547 piger fra 10 til 14 år, mens antallet af drenge på siden var 96.252.

"Jeg har Arto, fordi jeg vil holde kontakten med mine venner. Det er jo en lidt anden måde at skrive på end over mobilen. Men dem, jeg er venner med, er kun folk, som jeg har mødt IRL," siger Pernille på 14 år, som er daglig bruger af chatsiden. IRL er et typisk ord blandt de unge - det betyder "in real life" og bliver brugt i sammenhænge med personer, de har mødt i virkeligheden.



E-mode. FDIM's målinger viser også forskellen på kvinder og mænds brugeradfærd. For eksempel at kvinderne i alderen 15-24 år har et stærkt "shoppe-gen" og tiltrækkes af trendsales.dk, som er en internetside, hvor brugerne blandt andet kan købe og sælge tøj, kosmetik og sko.

Med hensyn til mændenes brugeradfærd kan tallene fra FDIM ligeledes bekræfte flere forskelle. For eksempel at mænd i den potente aldersgruppe 15-24 år bliver tiltrukket af fhm.dk, der indebærer "søde og pæne damer", hot.dk, som er et mødested for unge, og bold.dk, som er en hjemmeside med fodbold.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.