Pengerod i Dronning Olga
Pengerod i Dronning Olga
Der er så store økonomiske problemer i daginstitutionen Dronning Olga på Frederiksberg, at ledelsen har valgt at gå ved udgangen af september måned.
»Det korte af det lange er, at der er noget rivende galt med økonomien. Åbenbart i en sådan grad, at det får ledelse og kontordame til at sige op,« siger formanden for BUPL Frederiksberg, Birthe Scheel, der følger sagen fra sidelinjen.
Den afgående leder på Dronning Olga vil i lighed med formanden for forældrebestyrelsen ikke udtale sig. Begge henviser til Børn & Unge Fonden, der driver institutionen, men formanden, Johnny Wetterstein Hansen, afviser også at kommentere.
Det forlyder, at institutionens underskud i alt beløber sig til 1,3 millioner kroner. Afdelingschefen for daginstitutionsområdet i Frederiksberg Kommune, Susan Peilman, har fået oplyst, at Børn & Unge Fonden begrunder underskuddet med, at kommunen skylder institutionen penge.
»Vi er blevet bekendt med, at Børn & Unge Fonden og ledelsen på Dronning Olga har sendt et brev til forældrene, hvor de skriver, at kommunen skylder Dronning Olga et betragteligt beløb. Og i det øjeblik vi er blevet nævnt i forbindelse med nogle oplysninger, som vi slet ikke kan nikke genkendende til, har vi fundet det nødvendigt at reagere,« siger hun.
Derfor har kulturdirektoratet i Frederiksberg Kommune sendt et brev ud til alle forældrene i Dronning Olga, hvor de understreger, at de ikke deler Børn & Unge Fondens opfattelse af sagen. Der kan højst være tale om et mellemværende for 2001 på omkring 100.000 kroner, som kommunen skylder Dronning Olga.
»Hvis det har noget på sig, at institutionen står med en betragtelig gæld, er det vigtigt for os at sikre, at det tilskud, vi løbende giver til Dronning Olga, også bliver brugt til det formål og ikke til eventuel afvikling af gammel gæld,« siger Susan Peilman.
Det vil kommunen gøre ved at kontrollere institutionens regnskaber.
BUPL på Frederiksberg forholder sig afventende i sagen.
»Det er klart, at vi følger sagen, så vi ikke pludselig står i den ubehagelige situation, at nogle ansatte er lønmæssigt i klemme. Men vi vil heller ikke reagere før, det står klart, hvad sagen handler om,« siger formanden Birthe Scheel.