Pænt resultat for pædagogernes pension

Pædagogernes pensionsopsparing voksede med 8,7 procent i 2012. PBU har haft held med investeringerne i 2012.

2012 blev et godt år for pædagogernes pension. Opsparingen voksede nemlig med 8,7 procent, viser PBU’s status for det forgangne år.

Og mens aktiemarkederne har kigget nervøst på, om USA skulle ud over den finansielle afgrund, hvor Grækenland angiveligt allerede befinder sig, så har der, på trods af krise og finansiel uro, været gode penge at tjene for PBU, Pædagogernes Pensionskasse.

»Pædagogernes Pensionskasse er sat i verden for at sikre pædagogerne den bedst mulige pension. Derfor er vi meget tilfredse med at kunne indsætte næsten 9 procent i afkast på pædagogernes opsparing i 2012,« siger PBU’s direktør, Leif Brask-Rasmussen.

Det er især afkast fra aktier og virksomhedsobligationer, der har skabt det gode resultat.

Dermed har de seneste fire år været gode for pædagogernes pensionsopsparing. I alt er deres pension vokset med 39 procent siden januar 2009. Dog skal det lige tilføjes, at finans­kollapset i 2008 til gengæld åd næsten 20 procent af pædagogernes opsparing på et enkelt år. Det har man så i den grad fået indhentet nu.

Til sammenligning har Lærernes Pension øget lærernes opsparing med tre procent i 2012. De fleste andre pensionsselskaber har endnu ikke gjort regnestykket op for 2012.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.