Pædofili og indvandrere - Misforståelser bag anklager

Indvandrere i Århus og Esbjerg står ofte bag anklager om pædofili. Det fører let til misforståelser, når forældre fra ikke-vestlige lande ser mænd skifte ble

Somaliere står ikke længere i kø for at beskylde århusianske pædagoger for at have krænket deres børn seksuelt. Det blev der sat en stopper for med en aftale mellem BUPL Århus og Somalisk Forening for to år siden. Men der står stadig forældre med udenlandsk baggrund bag de fleste anmeldelser mod pædagoger i Århus.

I 2004 blev en enkelt pædagog anmeldt til politiet i Århus, og i år er det indtil videre sket fem gange.

"Der er ikke længere kun tale om indvandrere fra Somalia eller et andet bestemt land. Men anmeldelserne kommer primært fra indvandrere fra ikke-vestlige lande," siger vicekontorchef Rasmus Bak-Møller fra pædagogisk afdeling i Børne- og ungeforvaltningen i Århus Kommune.

Billedet går igen i Esbjerg, hvor dagpasningschef Lisbeth Hjuler vurderer, at over halvdelen af anmeldelserne kommer fra indvandrermiljøet.

"Det er mange i forhold til hvor lille en procentdel, indvandrerne udgør af den samlede gruppe forældre," siger hun.

Tendensen er dog ikke tydelig over hele landet. Blandt andre socialrådgiver Kim Lyhne fra BUPL Fyn har ikke oplevet én eneste sag med indvandrere.

"Nu koncentrerer jeg mig mere om pædagogen, end om hvem der har anmeldt ham, så mit udsagn skal tages med en vis usikkerhed. Men efter en længere pause fik vi en sag for et par uger siden, og der kom anmeldelsen 100 procent sikkert fra danske forældre," siger han.

I Albertslund er grundlaget for spinkelt til at drage konklusioner ud fra, mener daginstitutionschef Dorte Bloch.

"Vi har haft tre sager i løbet af de seneste fem-seks år, heraf drejede den ene sig om en tosproget familie. Men dermed kan man ikke sige, at indvandrere står for en tredjedel af anmeldelserne, for det var mig, der bad politiet undersøge sagen."



Stop eller gå til politiet. I Århus viser det sig stort set altid, at anmeldelserne ikke har noget på sig.

"Det er typisk mænd, der bliver anmeldt, men det skyldes som regel misforståelser, der opstår i mødet mellem danske dagtilbud og forældre fra andre kulturer. Mange indvandrere er for eksempel ikke vant til at se mænd skifte ble," siger Rasmus Bak-Møller fra Børne- og ungeforvaltningen.

I en periode over fem år rejste somaliske forældre adskillige sager mod pædagoger i Århus, inden det lykkedes at få standset rækken af grundløse anklager.

Èn god ting er der kommet ud af forløbet, mener Birgit Friis, der er faglig sekretær i BUPL Århus.

"Pædagogerne i Århus er blevet bedre til at sige til forældre, der beskylder dem for overgreb, at enten stopper de, eller også må de gå til politiet med deres mistanke. Og det gør de aldrig."

Samme fremgangsmåde bruger pædagogerne i Esbjerg.

"Det kan du tro, vi gør. Ellers er det "gratis" for forældrene at sige hvad som helst om pædagogerne," siger dagpasningschef Lisbet Juhler.

Ifølge Rigsadvokaten føres der ikke statistik over, hvor mange pædagoger der anmeldes for overgreb mod børn og dermed heller ikke, hvem der står bag anmeldelserne.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.