Pædagoger risikerer sangerknuder

Faggrupper som lærere, pædagoger og sangere er meget udsatte for at få knuder på stemmebåndene. Især de svage stemmer rammes, fortæller talepædagog.

Når læreren taler en skoleklasse op. Når sangeren synger, så også de bagerste i koncertsalen kan høre det. Og når pædagogen kalder 24 larmende børnehavebørn til samling. Så er stemmen det primære arbejdsredskab.

Den hyppige og ofte højtråbende brug af stemmen er ikke uden risiko. Især de svage stemmer risikerer i de talekrævende erhverv at blive overbelastede. Man kan få knuder på stemmebåndene, eller det der populært sagt kaldes ’sangerknuder’, fortæller talepædagog og sanger Charlotte Wolfsberg.

»Faktisk er det de lærere og pædagoger, som er mest stille, der er mest udsatte. Altså dem med svage stemmer, fordi de så skal overanstrenge deres stemme for at råbe børnene op. De, der i forvejen taler kraftigt og tydeligt, har som regel aldrig problemer, men det er alle dem, der har svært ved ligesom at tale igennem, der er i risiko for at miste stemmen, blive hæse eller udvikle stemmeknuder,« siger hun.



Små vabler. Stemmeknuder opstår på det sted, hvor de to stemmelæber berører hinanden kraftigst under stemmedannelsen, og de forekommer næsten altid symmetrisk på begge stemmelæber. De kan sammenlignes med hård hud på hænder og fødder og begynder som millimetersmå vabler, der over tid bliver til hårdt væv. Der er sjældent behov for kirurgisk fjernelse, og oftest behandles knuderne med træningsøvelser hos talepædagoger som Charlotte Wolfsberg.

»Man lærer simpelthen at bevæge de muskler, der skal til, for at stemmen kan arbejde frit, og så arbejder man med at få noget klang og metal på stemmen, så man kommer væk fra de der neutrale stemmer, som ikke har en chance over for 20 børn,« siger hun og påpeger, at de muskelgrupper, som støtter stemmen, både ligger i maven, ryg og lænd og ved ribbenene.

»Det kan være svært, hvis man er vant til bare at låse sammen, men alle kan lære at bruge stemmen frit og rigtigt,« siger hun.

Det er som regel øre-næse-hals-lægen, der påviser eventuelle stemmeknuder, og har man brug for at træne stemmen, kan man konsultere tale- og høreinstitutter rundt om i landet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.