Pædagoger i skolen: Besparelser og fyringer udskydes

Herlev Kommune vil finansiere en længere skoledag med fyringer af pædagoger. Men nu har kommunen fundet penge, så besparelser kan undgås i år.

Besparelser svarende til otte-ni pædagogstillinger i Herlev Kommune er formentlig udsat et år. Det er det glade budskab fra formanden for BUPL Storkøbenhavn, Michael Egelund.

Kommunen har nemlig endevendt regnskaberne i skoler og SFO’er og har fundet omkring fire millioner kroner. Pengene vil kunne bruges til at sikre, at der ikke skal ske besparelser og fyringer lige nu.

Herlev Kommune havde ellers varslet besparelser, da kommunen vil tage forskud på en folkeskolereform ved at forlænge skoledagen og indføre aktivitetstimer, som både lærere og pædagoger skal varetage.

Den længere skoledag koster fem millioner kroner. Kommunen indgik en arbejdstids­aftale med den lokale lærerforening, hvilket skal give 1,5 millioner kroner, mens 3,5 millioner skal findes ved besparelser svarende til otte-ni pædagoger i fritidsinstitutionerne.

Efter et ’kasseeftersyn’ har kommunen nu fundet omkring fire millioner kroner – et engangsbeløb, som vil kunne bruges til at undgå besparelser og fyringer i et år.

»Vi er moderat optimistiske,« siger formand for BUPL Storkøbenhavn Michael Egelund.

Han understreger, at det endnu ikke er helt sikkert, hvor mange penge der er fundet, og derfor er der heller ikke indgået en endelig aftale om, hvordan de skal bruges. Men kommunen agter at bruge pengene på at undgå nedskæringer, og det glæder Michael Egelund.

»Stillinger er vigtige. Vi er optaget af at beskytte de stillinger, vi har,« fastslår han.

Han understreger, at de mange protester mod kommunens fremfærd har været med til at bremse besparelserne i første omgang.

»Det pres, vi i fællesskab har været med til at lægge, har gjort en forskel,« siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.