Pædagog i ressourceforløb. Jeg er blevet mishandlet
Pædagog i ressourceforløb. Jeg er blevet mishandlet
Lisbeth Houen Jensen har været sygemeldt siden september 2011, hvor hun pådrog sig en svær hjernerystelse efter et fald på sit arbejde som pædagog på Holmegårdskolen i Hjørring.
Hun blev bevilget et ressourceforløb, som skulle udvikle hendes arbejdsevne og hjælpe hende tilbage på arbejdsmarkedet. Men ligesom mange andre i samme situation har forløbet ikke hjulpet. Lisbeths smerter er for svære til, at hun kan arbejde, og ifølge BUPL burde Lisbeth indstilles til førtidspension. Det er dog ikke sket. I stedet begynder Lisbeth snart i endnu et praktikforløb. Denne gang i Retten i Hjørring, hvor hun to timer om ugen i tre måneder skal udføre forefaldende arbejde som at tørre borde af og stille vandglas frem.
»Jeg føler, jeg er blevet mishandlet, og jeg har ikke længere den samme livsglæde, som jeg havde førhen. Jeg føler ikke, jeg har medbestemmelse i mit liv længere,« siger Lisbeth Houen Jensen, der ser ressourceforløbsordningen som en stor parkeringsplads for borgere, der egentlig burde være på førtidspension.
»Jeg har svært ved at se, hvilke ressourcer jeg kan udvikle. Jeg har været igennem møde efter møde, afprøvning efter afprøvning, og jeg bliver mere og mere psykisk sårbar.
Jeg føler, jeg bliver mistænkeliggjort af systemet, når jeg i virkeligheden bare er alt for syg til at arbejde,« siger Lisbeth Houen Jensen.