Omgivelserne skal reagerepå krisetegn

I årets første seks måneder er seks børn og en voksen myrdet af fædre, som derefter har taget sit eget liv. Yderligere to børn er myrdet. Formanden for Børns vilkår, John Aasted Halse, opfordrer de nære omgivelser til at reagerer ved tegn på krise. Og det gælder især pædagoger.

Inden for det sidste halve år er der myrdet lige så mange børn i Danmark af nære familiemedlemmer, som der er omkommet i trafikken - nemlig seks børn under 15 år og yderligere en voksen. I de to sager tog fædre deres eget liv efter forbrydelsen. I to andre sager overlevede drabsmændene, som henholdsvis kvalte en toårig dreng og slog et tre uger gammelt spædbarn ihjel med de knyttede næver. Dermed har otte børn mistet livet de første seks måneder af året som følge af drab.

Formanden for Børns Vilkår, psykolog John Aasted Halse, mener, at det er på tide at tage en debat om børns retssikkerhed, og han tror, det vil være en god idé med en oplysningskampagne, som sætter fokus på de nære omgivelser.

"En kampagne skal være rettet mod naboer, venner og familie og navnlig de pædagogiske medarbejdere. De skal gribe ind, når de registrerer nogle faresignaler hos barnet eller familien," siger John Aasted Halse.

"Alt for ofte hører man efter disse ulykkelige hændelser, at naboen "undrede sig" og at man godt vidste, at der var noget galt."



Den værste forbrydelse. Moralsk er drab på børn efter John Aasted Halses opfattelse en af de groveste forbrydelser, man overhoved kan begå. Den kan måske forklares, men aldrig forsvares.

"Disse tragiske handlinger er udtryk for en forbrydelse, og overlever drabsmanden skal den skyldige ikke forvente tilgivelse eller accept. Der er tale om en forbrydelse, og som sådan skal den straffes - og så skal der også behandling til."

Grundlæggende viser episoderne med "selvmord med følge", at børn efter John Aasted Halses mening ofte er uvidende og ubeskyttede ofre.

"Vi ser det samme i krig, hvor børn bruges som "kanonføde". Men vi ser det også på vores breddegrader. Børn anvendes som våben og som mål for voksnes stridigheder og kriser. Almen menneskeligt må man tage afstand fra disse forbrydelser."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.