OK 2008: Strejkeuge 1. Hennings dagbog

Henning Pedersen, formand, BUPL, København Søndag den 18. maj

Opvarmning i Odense

Henning Pedersen varmer op søndag ved at tage på Odense Stadion. Her ser han favoritholdet OB for 16. gang i sæsonen spille uafgjort efter endnu engang at have pladret en forfærdelig masse mega-chancer væk.



Mandag den 19. maj

Jeg trækker mig ikke

Første strejkedag startede med et tandlægebesøg, og derefter mødte Henning Pedersen KL's topforhandler, borgmester Mads Lebech (K). Ikke til en forhandling, men til debat på P1. Han fortsatte den travle dag i mediernes midte med at chatte med DR's lyttere. Tidligt på aftenen deltog han direkte i TV-programmet Aftenshowet. Et af journalisternes favoritspørgsmål handler om formanden selv: "Du anbefalede medlemmerne at stemme ja, men de stemte nej. Drager du personlige konsekvenser af det?" Svaret har hver gang været det samme: "Nej, jeg trækker mig ikke, men kaster alle mine kræfter ind i at føre strejken frem til et godt resultat."



Tirsdag 20. maj

Lederne skal strejke

Dagen gik med interne planlægningsmøder, indkaldelse af et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde, som skulle tage beslutning om at svare igen på arbejdsgivernes lockout med at varsle strejke for lederne.

Journalisterne ville fortsat have svar på en masse spørgsmål. Henning Pedersen lægger mærke til, at de ikke længere interesserer sig for konfliktens indhold. Nu handler det om konsekvenserne, forældrenes reaktioner, handicappede børn, som ikke kan blive passet og den slags omstændigheder.

Onsdag 21. maj

Provokation fra Hirtshals

Forbundsformanden møder strej-kende pædagoger og klubfolk om formiddagen i Rudersdal Kommune.

"Jeg fik en nærmest overvældende modtagelse, og det var jeg selvfølgelig glad for," fortalte han bagefter. Dagen sluttede med endnu en tv-optræden i Aftenshowet. Anledningen var, at en entreprenant butiksindehaver i Hirtshals har tilbudt privat børnepasning for 175 kroner om dagen. En provokation, som fylder for meget i medierne, mener formanden.



Torsdag 22. maj

Afsporede medier

Kommunernes Landsforening holder socialt topmøde i Aalborg Kongres Center, og derfor er Henning Pedersen fløjet til Nord-jylland. "Uanset hvor jeg kommer og uanset vores forskellige holdninger til mæglingsforslaget, er det nu en fuldstændig fælles kamp," siger han, men ærgrer sig over mediedækningen.

"Jeg savner, at man forholder sig til strejkens baggrund og formål. Hvorfor er det, at de strejker, og hvad er det, der er pædagogernes særlige lønproblem?"



Fredag den 23 maj

Møde med modedyr

Medierne har kastet sig over konflikten og Henning Pedersen med hver deres vinkel. Fredag havde Go' Morgen Danmark på TV 2 bud efter ham til en diskussion med modedyret Mads Christensen om strejkevåbnets anvendelighed. Mads Christensen var vred over, at pædagogerne tog forældre og børn som gidsler ved at strejke. Henning Pedersen svarede, at pædagogerne har - og skal have - samme ret til at strejke som alle andre. Dagen fortsatte med et strejkemøde i Odense.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.