OK 2008; 2. strejkeuge. Familiens dagbog

Bedsteforældre redder ugen

Mandag 26. maj

Røget sild med tysk familie

I dag var der hverken brug for Inge eller bedsteforældre. For Thomas skulle have udenlandsk besøg, og havde afsat dagen til det i stedet for den sædvanlige læsning oppe på skolen.

"Så var vi forbi et røgeri for at spise røget sild. Det skal man jo, når man er på Bornholm," siger Thomas med et smil, og for-tæller at de har brugt dagen på at se, hvad man nu ser, når man er på solskinsøen.



Tirsdag 27. maj

Med farmor og farfar i haven

Eksamenstiden er startet for Thomas, og det var derfor ikke svært at sige ja tak til børne-pasning, da Melissa og Olivers farmor og farfar tilbød en hjælpende hånd. Og ligesom når Inge er barnepige, var der ingen problemer.

"Så var de ude og plante en blomst, de legede gemmeleg i haven, spillede fodbold, og så havde de også været på legeplads," fortæller Thomas, der sad hele dagen på skolen med sin store eksamensopgave.



Onsdag 28. maj

Hårdt at bede om hjælp

Farmor og farfar stod igen klar med åbne arme for at passe Melissa og Oliver.

Og ligesom den foregående dag, havde de to generationer hygget sig. Men det er ikke altid lige sjovt at være forældre til børn i de strejkende institutioner.

Heller ikke selvom man har bedsteforældre, der gerne vil hjælpe:

"Bare det at man skal spørge hele tiden er lidt hårdt. Det er jo en lang periode, man er nødt til at belemre dem," siger Mie.



Torsdag 29. maj

Ventede på Melissa

Torsdag var det Mies forældre, der tog sig af Melissa og Oliver. Her blev børnene også forkælet den første dag under strejken.

"Naboknægten kom forbi igen i går. Han havde stået og ventet i en halv time inden vi kom hjem, så han kunne lege med Melissa. Så da vi kom hjem, begyndte de straks at lege. De fløj rundt og hoppede på trampolin og lavede kolbøtter," fortæller Thomas.



Fredag 30. maj

For meget forkælelse

Hos mormor og morfar blev der hygget med en tur i skoven, en tur på stranden og en tur i morfars kolonihave. Men Mie kan mærke, at børnene bliver forkælede:

"De er mere stride overfor hinanden og overfor os, fordi der ikke er samme struktur på hverdagen," siger Mie.

Og Melissa så også gerne, at strejken snart sluttede:

"Hun sagde både torsdag og fredag morgen: "Ej, mor. Jeg skal i børnehave i dag, skal jeg ikke?" siger Mie.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.