OK 08: Uventet lønstigning til pædagoger

Pædagogerne kan se frem til at få lidt mere i løn fra 1. oktober. Til den tid stiger lønnen med 1,16 procent. Det er reguleringsordningen, som giver pædagogernes løn et ekstra løft.

Pædagogernes løn stiger mere end forventet, når lønnen 1. oktober skal reguleres. Lønnen stiger med 1,16 procent - mere end dobbelt så meget som forventet, da BUPL sidste år fornyede overenskomsten.

Når pædagogerne kan se frem til at få lidt ekstra ind på kontoen, skyldes det, at lønudviklingen på det private arbejdsmarked det sidste år har været mere gunstig end på det kommunale område. Dermed træder reguleringsordningen ind og sørger for, at de offentligt ansatte følger med lønudviklingen i den private sektor. Det resulterer i et lønløft på omkring 250-300 kroner om måneden for almindelige pædagoger. Ledere kan forvente lønstigninger fra 300 kroner og opefter, alt efter deres indplacering på lønskalaen.

Næstformand i BUPL, Birgitte Conradsen, glæder sig over, at pædagogerne kan se frem til lidt ekstra i løn.

"Det er godt for professionen, at man lige nu kan se, at man kan få mere ud af den her overenskomst end forventet. Og det er godt, at pædagogerne får løn for det gode og vigtige arbejde, de udfører," siger hun.

Da BUPL sidste år indgik overenskomsten, var det forventet, at lønnen skulle stige med 0,55 procent pr. 1. oktober. I den lønstigning var indeholdt, at man faktisk regnede med, at reguleringsordningen ville betyde, at lønnen skulle reduceres med 0,13 procent. Men samtidig havde man aftalt en generel lønstigning på 0,68 procent, som man så kunne modregne i:

0,68 procent - 0,13 procent = 0,55 procent.

Men her har reguleringsordningen givet et ekstra løft, så lønstigningen til oktober i stedet bliver 1,16 procent.

I oktober 2010 skal lønnen reguleres igen. Det får afgørende betydning for reguleringen, om finanskrisen kan aflæses i lønstigningerne på det private område. Er lønstigningen mindre på det private område end på det offentlige, går reguleringen i minus for de offentligt ansatte.





Lønstigning på 1,16 procent (alle beløb er grundsatser)



Grundløn løntrin 26: 255 kroner

Garantiløn efter 6 år løntrin 30: 270 kroner

Garantiløn efter 10 år løntrin 34: 290 kroner





Reguleringsordningen

BUPL's overenskomst er omfattet af reguleringsordningen. Ordningen skal sikre, at der ikke bliver alt for stor forskel på lønnen for privat og offentligt ansatte. Derfor bliver lønnen i det offentlige reguleret med 80 procent af forskellen på lønstigningen mellem det offentlige og det private arbejdsmarked.

Hvis der i den private sektor for eksempel har været en lønstigning på fire procent, mens den kun har været tre procent i det offentlige, så får de offentligt ansatte en ekstra stigning på 80 procent af den ene procent, der er i forskel, altså 0,8 procent.

Kilde: FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds og Organisationsstudier, Københavns Universitet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.