NYT FRA HOVEDBESTYRELSEN - Alternativ løn

BUPL er begyndt at tænke i alternativer til den udskældte Ny Løn-ordning.

BUPL's hovedbestyrelse under anførsel af det nyvalgte forretningsudvalg satte et stort skib i søen på sit møde i sidste uge. Når skibet lægger til kaj næste forår, skulle det om bord meget gerne have tegningen til et lønsystem, der er bedre end Ny Løn. Det er i hvert fald ambitionen.

Alternativet skal udvikles i tæt dialog med medlemmerne, ligesom man skal have afdækket, hvad andre organisationer vil være med til - og ikke vil være med til.

»Diskussionerne om alternative lønmodeller kan ikke gennemføres isoleret. Løndannelsen har en så afgørende placering i det samlede overenskomstbillede, at en diskussion af løndannelsen nødvendigvis også bliver en diskussion om, hvilke forhandlingssystemer og forhandlingsfællesskaber, der skal til for at fremme de ønskede lønmodeller,« slås det fast i sejlplanen.

Uanset misfornøjelsen med den nuværende lønordning - og arbejdsgivernes misrøgt af den - skal de muligheder, der ligger i den, udnyttes så godt, det lader sig gøre.

Som rettesnor for arbejdet med Ny Løn for resten af overenskomstperioden udtog hovedbestyrelsen følgende fem lønpolitiske satsningsområder.

- Ingen uddannet assistent må aflønnes på grundløn 20 over en længere periode, og løntrin 28 må ikke fungere som slutløn. Det skal kunne ses på lønnen, at en ansat påtager sig et ledelsesansvar.

- BUPL's pædagogiske profil, vedtaget på seneste kongres, skal bruges til at udvikle lønkriterier for den pædagogiske kerneydelse.

- De nye muligheder for at aftale løn til tillidsrepræsentanter skal udnyttes.

- Såfremt løndannelsen sker på arbejdspladsen, skal der via forhåndsaftaler gives rammer for den, både hvad indhold og procedurer angår.

- Det lokale økonomiske råderum til Ny Løn skal synliggøres og udnyttes fuldt ud.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.