Nye Fagbøger
Nye Fagbøger
Børn og institutioner
af Erik Sigsgaard. Tiderne Skifter, kr. 298, 470 s.
I midten af 80 erne kom "Børn og voksne - et fælles liv?", der på basis af et forskningsprojekt om af knytte skilte verdener sammen, om venskaber, om åbne institutionsliv og om at møde børn med tillid beskrev og vurderede livet i daginstitutionerne. Erik Sigsgaard har medtaget noget af det gamle stof og har skrevet videre på de fire bind fra dengang. Blandt andet behandler han leg og læring, tidlig skolestart, læseforberedelse i småbørnsalderen og SFOens forhold til skolen. Bogens hovedtemaer er: Venskaber, tillid, vilje og magt, selvregulering, ligeværdighed, pligt og lyst, den åbne institution, mobning, løgn og sandhed, åben tale. Er børn sociale, eller skal de opdrages til det? Børneliv eller skoleforberedelse? Ros eller påskønnelse?
Det handler - ikke - om mad - om anoreksi, bulimi, overspisning, idræts-anoreksi, tvangsmotionering og lettere spiseforstyrrelser
af Per Straarup Søndergaard. CDR Forlag (tlf. 8612 3078), kr. 188, 168 s.
En debatbog om, hvordan et velfærdssamfund som det danske kan afføde en så ekstrem adfærd, som de spiseforstyrrelser flere og flere unge udvikler. forfatteren har talt med en række mennesker, der har eller har haft fænomenet tæt inde på livet: Unge med forskellige former for spiseforstyrrelser, lærere, behandlere, forskere og forældre. Tilsammen kan deres erfaringer og oplevelser måske føre til en større forståelse af problemet, som er meget komplekst og har mange årsager.
Sprogstimulering af børn
af Bente Sidenius og Lena Sidennius. Gyldendal, kr. 198, 206 s.
Sproget er ikke noget, barnet skal have indlært af voksne, sproget udvikler barnet selv. Det vigtigste for barnet og dets sprog er, at det befinder sig i et miljø og er sammen med voksne, der giver det tid og ro til at udvikle sproget. Sprogindlæring er ikke kun et spørgsmål om at lære en masse ord. Barnets meninger, fantasi, oplevelser, kontakt, følelser og meget andet skal forstås og udtrykkes ved hjælp af sproget. Bogen beskriver udviklingen af sproglige kompetencer og gennemgår teorier, praksis og eksempler. Den indeholder også et længere kapitel om tosprogede børn, som er børn med de samme behov, følelser og tanker som danske børn. De vil gerne lære dansk, men de skal udvikle deres sprog på deres egne betingelser, som alle andre.
Jeg savner dig
af Anni Schwartz Hansen. Gyldendal, kr. 258, 280 s.
Læserne inviteres med inden for i en sorggruppe, hvor unge mødes og taler om, hvordan det er at miste far eller mor. Bogen bygger på 89 unges personlige erfaringer sat i perspektiv og faglig ramme af forfatteren, der i over 25 år har arbejdet med mennesker i sorg og krise og næsten lige så mange med gruppeterapi. Bogen præsenterer mange forskellige indgange til sorgarbejdet: Erfaringsudveksling, livsfortællinger, eventyr, hjemmeopgaver mv., og der redegøres for gamle og nye sorgteorier og for, hvordan de kan omsættes i praksis.
Pædagogisk filosofi
af Christer Stensmo (oversat fra svensk af Kjeld Holm). Forlaget Selund Aps (tlf:4738 5070), kr. 248, 256 s.
Bogen giver en grundlæggende indføring i forskellige filosofiske retninger, der har præget den pædagogiske tænkning. Den omhandler såvel klassiske filosoffers tanker og betydning for pædagogikken som nyere retninger inden for pædagogisk filosofi. Blandt andet går forfatteren gennem pædagogikkens historie med Platon, Aristoteles, Locke, Kant, Rosseau, Pestalozzi, Piaget, Marx, Engels, Vygotskij, Dewey, Kneller og Hirst m. fl.
Konflikter kan klares - om at løse hverdagskonflikter
af Ingegerd Edman Ståhl (oversat fra svensk af Mikal Arboe). Hans Reitzels Forlag, kr. 198, 155 s.
Alle, der har med børn at gøre, kender de utallige situationer i hverdagen, hvor man tvinges til at forholde sig til store og små konflikter. Bogen af den erfarne svenske lærer, specialunderviser og skoleleder giver konkrete bud på, hvordan der kan arbejdes med konflikter, så man på én gang får løst en aktuel vanskelig situation og samtidig udnytter det udviklingspotentiale, som konflikten rummer. Der tages udgangspunkt i konkrete eksempler hentet fra virkeligheden, og herudfra opstilles en struktureret model for konfliktløsning. Forfatteren skildrer desuden, hvordan børn ved at øve teknikken bliver i stand til at løse konflikter konstruktivt på egen hånd.
Håbet lever altid - Når far eller mor drikker for meget
af Susanne Broeng. Forlaget Borgen, kr. 129, 71 s.
Den fiktive historie om Henriettes liv med en alkoholiseret mor og hovedansvaret for både hende og en lillebror suppleres af 31-årige Helles virkelige beretning om en lignende barndom. Bogen fortæller om de svære situationer og følelser, man kan opleve som barn af alkoholmisbrugere. For eksempel at føle sig ensom, bange og skamme sig over sin familie, at have manglende selvværd og at svinge mellem håb og håbløshed. Der er desuden gode råd om, hvor man som barn eller ung kan henvende sig for at få hjælp til sig selv og sin familie.
Børnekultur. Hvilke børn? Og hvis kultur?
redigeret af Birgitte Tufte, Jan Kampmann og Beth Juncker. Akademisk Forlag, kr. 158, 125 s.
Børnekultur bliver diskuteret som aldrig før og er blevet sat på den politiske og forskningsmæssige dagsorden. Aldrig før er der blevet lagt så stor vægt på børnekulturelle fremstød og initiativer, hvor børn indtænkes som kulturelle aktører. Bogen giver et indblik i denne udvikling og går bag om de mange diskussioner. Antologien er et resultat af et forskerseminar om børnekultur og er et forsøg på at indkredse og definere, hvad børnekultur er ud fra forskellige synsvinkler.
Med barnets øjne - barneperspektiver i pædagogikken
af John Andersen. Forlaget Dansk Pædagogisk Forum, 68,75, 60 s.
Den voksne skal tage det enkelte barns perspektiv og forsøge at leve sig ind i det, hvorved de store forskelle i børnenes personlighed vil blive synliggjort. Det er udgangspunktet for bogen, der herefter beskriver en række metoder, der kan anvendes i den pædagogiske hverdag: Interviews med børn, fokuserede samtaler, forskellige former for iagttagelse, fortællinger i hverdagen, børnenes spor, brug af video og fotografiapperat og pædagogens egen barndom. Der er både teori om barneperspektivet, masser af eksempler med levende børn og anvisninger på, hvordan kan personalet kan gribe processen an.