Nul svinekød i århusinstitutioner

Seks institutioner i Århus har taget ­svinekød af menuen. Så risikerer vi ikke, at de muslimske børn ­spiser noget forkert, lyder forklaringen.

De danske spiseborde bugner ofte af leverpostej, medister og frikadeller, men i seks institutioner i Århus er det slut med at servere svinekød for børnene. Menuen står i stedet på blandt andet linsepaté, lammekød eller kalkunfrikadeller.

"Vi har truffet beslutningen af flere årsager, blandt andet fordi vi i institutionerne har en del muslimske børn, som jo ikke spiser svinekød. Men det er absolut ikke kun derfor, men også på grund af mere almene holdninger til, hvad der er sund og god kost," forklarer dagtilbudsleder Ruth Theilmann.

De seks institutioner, som samlet hører under Langenæsstien, har en obligatorisk kostordning.

Beslutningen står i direkte modstrid med et forslag fra folketingsmedlem Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti. Han opfordrede alle landets 98 kommuner til at indføre en fast kostpolitik, der garanterer, at der bliver serveret bacon, flæskesteg, frikadeller og hamburgerryg som en fast del af de kommunale ordninger. Helt præcist skulle 20 procent af al mad i daginstitutionerne ifølge forslaget være svinekød.

Dagtilbudsleder Ruth Theilmann er ikke bekymret ved udsigten til en eventuel politisk debat om svinekødsforbuddet i Århus.

"For vores skyld må Pia Kjærsgaard godt synes, at det her er en skandale. Vi gør det ikke af politiske, men af praktiske grunde. I øvrigt er det jo slet ikke alle danskere, som konstant spiser svinekød. For mange er det vel kun en detalje i den ugentlige kostplan. Jeg køber det for eksempel aldrig selv," siger hun.

Ruth Theilmann afviser, at de seks institutioner vil indføre halalslagtet kød for at komme de muslimske forældre i møde.

"Der er ganske vist nogle forældre, som har ønsket det, men vi har fra starten sagt nej. Andre steder skal de være velkomne til at gøre det, men vi ønsker altså ikke halalslagtet kød her. For så kan vi jo blive ved. Hvad med for eksempel jødiske børns mad?" siger Ruth Theilmann.

Al snak om at svinekød er en særlig dansk spise, der bør værnes om, preller af på hende.

"Det er at skrue tingene op. Her forsøger vi stille og roligt at samarbejde om tingene og finde praktiske løsninger. Jeg tror i øvrigt ikke, at ret mange danskere i dag forbinder svinekød med en særlig dansk værdi. Til gengæld er det centralt for muslimer ikke at spise svinekød, så hvorfor ikke komme hinanden i møde på den her måde og samtidig forbedre kostkvaliteten?" tilføjer Ruth Theilmann.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.