Nej tak til støjende børn

En ny børnehave skal måske placeres tæt på et ældrecenter. Det har givet anledning til en strid i Brædstrup Kommune, som har delt byrådet i to lejre

Børn og ældre kan have glæde af hinanden, lyder det ene argument. Modargumentet går på støjgener og respektløshed over for de ældre, som trænger til fred og ro.

Striden i Brædstrup Kommune er opstået, efter at børne- og kulturudvalget har anbefalet at placere børnehaven Sønderskov med dens 80 børn tæt på et ældrecenter i kommunen. Institutionen er nedslidt og skal have nye lokaler og ligger desuden på en alt for lille grund. Derfor skal den flyttes, og forslaget placerer den nye institution som ny nabo til kommunens ældrecenter, Klovenhøjcentret.

Det er især faldet formanden for socialudvalget, byrådsmedlem Ole Pilgaard Andersen (DF), for brystet. Han finder det dybt urimeligt at placere en børnehave så tæt på de ældre.

"Jeg er ikke imod, at vi skal have en ny børneinstitution. Men det kan ikke være rimeligt over for de ældre at placere den 35 meter fra dem. De ældre har en vis ret til at få deres middagssøvn i rolige omgivelser," siger han.

Ole Pilgaard Andersen mener især, det er en dårlig ide at lægge en børnehave så tæt på et ældrecenter, der også huser demente.

"Demente kan være aggressive i perioder, og de har behov for en fast rytme, og jeg mener ikke, et forstyrrende element fra syv morgen til klokken 16.00 er foreneligt med dette," siger han.



Høring på vej. Børne- og Kulturudvalgets forslag tager hensyn til en central beliggenhed og til, at børnehaven skal ligge på en grund, hvor der er ordentlig plads til udeareal. Alternativet er at placere den nye børnehave på en øde mark, hvor der med tiden skal bygges nye boliger.

"Placeringen ved siden af ældrecentret er den bedste," siger formand for Børne- og Kulturudvalget Frants Arboe (S), og argumentet er, at dagplejerne, som kommer i børnehaverne, fortsat skal have mulighed for at komme der, hvorfor det er nødvendigt med en central placering af børnehaven.

Dertil mener Børne- og Kulturudvalget, at et naboskab vil være givtigt for både børn og ældre.

"Vi tror, det kunne være en fordel for et ældrecenter, at der foregik lidt uden omkring det, og vi tror, det kunne blive et godt naboskab. Men nogen synes, det er en frygtelig ide," siger Frants Arboe.

Klovenhøjcentret har endnu ikke meldt ud i sagen, men det har kommunens ældreråd. Formanden for ældrerådet, Arne Andersen, er bekymret, fordi man regner med en udvidelse af dementafdelingen på Klovenhøjcentret, og man frygter, at en ny børnehave vil stjæle pladsen.

"Vi har slet ikke noget imod børn, men vi er nødt til at varetage de ældres interesser. Og hvis de nye ældreboliger skal ligge et andet sted end på Klovenhøj, så kommer de til at mangle nogle fælles faciliteter," siger Arne Andersen.

Det mener Frants Arboe imidlertid ikke, der er grund til at bekymre sig over.

"Dels er det ikke sikkert, at den udvidelse bliver til noget, og hvis den gør, så er der også byggemæssigt plads til begge dele på grunden," siger han.

Sagen sendes til høring den 14. november.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.