Modulordninger: Forældrekamp på nettet

Forældregruppe i Århus står bag storstilet kampagne for at få stoppet modulordningen. BUPL støtter forældrene.

Modulordningen skal stoppe. Den fungerer hverken for børnene, forældrene eller personalet. Derfor har vi startet en modkampagne, der skal få kommunen til at indse, at ordningen ikke er den rigtige måde at indføre fleksibilitet på

Sådan siger Søren Højlund Carlsen, der er talsmand for en forældregruppe, der står bag protesten over de forringede forhold i de århusianske daginstitutioner.



Århus Kommune indførte modulpasningen 1. august 2007 i vuggestuer og børnehaver som led i et sparebudget-forlig.

Forældre kan vælge, om de vil have deres barn passet i 25, 35, 45 eller 52 timer om ugen, og de betaler kun for det modul, de har valgt.

Ordningen betyder, at institutionerne får beskåret personaletimerne i forhold til tidligere, hvor alle betalte for en fuldtidsplads.

"Vi er ikke imod en fleksibel pasningsordning, men den skal indføres i en overskudsperiode og i samråd med forældre og ansatte. Ordningen i dag er indført i en periode, hvor kommunens institutioner er ramt af store besparelser. Det giver en voldsom stress blandt personalet. Vi mærker det i hverdagen, når vi bringer og henter vores børn, og vi får det bekræftet, når vi taler med pædagoger og ledere om ordningen," siger Søren Højlund Carlsen.



Forældrenes protest sker især på internettet, hvor de har startet hjemmesiden stopmodulpasning.dk Her kan utilfredse forældre støtte kampen mod modulordningen.

"Det er et nødråb til kommunen og især til rådmand Louise Gade. Vi opfordrer til, at ordningen tages af bordet, når kommunen skal evaluere den i august. Inden da håber vi at kunne få arrangeret et debatmøde, hvor vi vil aflevere alle underskrifterne," forklarer forældregruppens talsmand.

Protesten bakkes op af BUPL, FOA og Forældrenævnet i Århus.

Faglig sekretær Marianne Gilbert Nielsen, BUPL Århus, understreger, at pædagogerne har kørt parløb med forældrene helt fra starten, da modulordningen blev indført.



"Modulordningen indeholder en skjult besparelse for den enkelte institution, og den skaber en dårlig situation for både forældre og pædagoger. Ordningen går blandt andet ud over de naturlige snakke, vi normalt vil have med forældrene i forbindelse med afhentning. Vi har ikke længere tid til at tale om det enkelte barn. Ordningen giver også en stresset hverdag i institutionerne, for den har medført et bureaukratisk kontrolsystem, der har betydet mere administration for den enkelte institution. Det går ud over de timer, vi har til børnene," forklarer Marianne Gilbert Nielsen.

Se selv på www.stopmodulpasning.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.