Min stjernestund. Pædagoger bor da i vuggestuen
Min stjernestund. Pædagoger bor da i vuggestuen
Da vores vuggestue skulle udvides, holdt vi et langt stuemøde om organiseringen af den nye hverdag. Vores vikarer tog over i middagsstunden, mens børnene sov, så den faste personalegruppe kunne holde møde i nogle timer. Da vi kom ud, legede mange af børnene i fællesrummet uden for personalestuen. Børnene ser os og udbryder jublende:
»Jaaah, nu kommer de hjem!«
Det er ret sødt, at vi i børnenes øjne bor i vuggestuen. Og man forstår det godt: Børn i dag bliver afleveret i institution fem dage om ugen, og vi vinker farvel til mor og far med dem. Selvfølgelig tror de mindste, at deres pædagoger bor i vuggestuen.
Når man lige har fået fri og skal hjem, er der også større børn, der spørger:
»Skal du på arbejde nu?«
Navn
Navn: Jane Stenner Henriksen
Job
Vuggestuepædagog, Børnehuset Stribonitten i Strib ved Middelfart.